Campingstole er opstillet ved flodbredden ved jernbanen. Det er tid til at dele gamle minder med venner fra klubben, som mødes igen efter 20 år. Mens drinks skifter hænder, og gamle sange begynder at spille, træder en mand i en slidt jakkesæt ind i gruppen, vaklende. Kim Young-ho (Seol Kyung-gu). Vennerne, der engang trykkede på kameraets lukker sammen med ham, genkender ham. Men denne mands udseende ser ud til at visualisere, hvad det vil sige, at 'livet splintres'. Pludselig skubber han folk til side og springer op på jernbanen. Mens billygterne nærmer sig i det fjerne, skriger Young-ho mod himlen.
Skrig, horn og lyden af en stålmonsters rasen. Filmen 'Peppermint Candy' åbner med en mands livsforandrende katastrofe og foretager en sjælden dristig tilgang i filmhistorien. Den drejer tidens tandhjul baglæns.
Stedet, hvor toget fejer forbi, tiden strømmer tilbage til tre år tidligere. Foråret 1996, Young-ho, der knap kan klare sig som sælger i en lille virksomhed, vises. Han gentager sin pendling til arbejde, men hans øjne ligner allerede en slukket lysstofrør. Forholdet til hans kone er i realiteten slut, og han tøver ikke med at genere kvindelige medarbejdere, mens han er beruset. Når han kommer med grimme bemærkninger under firmafester, og hans overdrevne vrede får folk omkring ham til at se sig omkring, defineres denne periode af Young-ho som en ukontrollerbar følelse. Publikum begynder naturligt at undre sig: 'Var denne mand en monster fra fødslen?'
Igen høres lyden af et tog, og tiden glider tilbage til efteråret 1994. Det var en tid, hvor ejendomsspekulationen hærgede landet. Young-ho praler af at have tjent lidt penge foran sine venner, men der er en mærkelig tomhed i hans stemme. Ejendomshandlerne går galt, og han støder sammen med sine forretningspartnere, hvilket gør ham til en mere skarp og aggressiv person. Han er endnu ikke helt brudt sammen, men indeni er der allerede revner, der strækker sig i alle retninger. Det centrale spørgsmål er, hvor disse revner begyndte.
I 1987, selvom han har taget sin uniform af, befinder politimanden Kim Young-ho sig stadig midt i det nationale voldssystem. I det år, hvor demokratiets råb fyldte gaderne, står han som efterforsker over for studenteraktivister i et forhørslokale. Han står op på bordet og ser ned på dem, mens hans kolleger bruger tortur og vold som en del af deres efterforskningsmanual. Young-ho bliver den mest 'flittige' gerningsmand. Lysstofrørets skarpe lys, bloddråberne på hans håndflade, det stramme ansigt på den anklagede. Disse scener viser, hvor meget han var en 'model for offentlig magt'. Men selv når han sidder overfor sin kone derhjemme efter arbejde, kan han ikke finde ord. I stedet bliver stilhed, raseri og pludselige udbrud hans følelsesmæssige sprog.
Tiden går tilbage igen. Foråret 1984, den nyuddannede Young-ho med politimærket. Denne unge mand, der er genert og klodset, bliver først forvirret over sine ældre kollegers hårde metoder. Men han lærer hurtigt, at han skal tilpasse sig for at overleve i denne organisation. Hvis man nægter vold, bliver man selv målet. I en organisationskultur, hvor kommandering og præstationspres blandes, bliver Young-ho en 'dygtig politimand'. Fra dette tidspunkt af afbryder han sine følelser for at beskytte sig selv og bliver en maskine, der kun udfører ordrer.
Men rodderne til alle disse tragedier afsløres igen med lyden af et tog. I maj 1980, sendt til en fremmed by som en militær enhed. I kaosset, hvor han står over for demonstranter, trækker han uforvarende aftrækkeren og kolliderer med en piges liv. Det øjeblik brænder sig ind i hans hukommelse som et uudsletteligt ar. Duften af pebermynte, der svæver fra geværets mund, scenerne, hvor blod, tårer og sollys blandes og størkner i hukommelsen. Efter denne hændelse kan han aldrig vende tilbage til at være 'den tidligere Young-ho'.
Filmens endestation, tiden når endelig foråret 1979. Young-ho, der ikke er soldat, politimand eller kontorarbejder, står med et kamera ved flodbredden. Det er dagen for foto-klubbens udflugt. Her smiler en pige i hvid nederdel, Yoon Soon-im (Moon So-ri), genert mod ham. Young-ho rækker akavet kameraet til hende, og Soon-im tager en pebermynte og giver den til ham. I det øjeblik åbner der sig uendelige muligheder mellem de to. Men publikum ved allerede, at denne dreng er skæbnet til at råbe "Jeg vil tilbage" på jernbanen. Filmen stirrer insisterende på dette gab. Detaljerne i slutningen vil blive efterladt til publikum at bekræfte. Det vigtige er, at denne baglæns flydende tid opbygger en vægt i vores hjerter.
Den tid, der har støttet dit liv
Denne film er opdelt i syv kapitler, der bevæger sig baglæns fra 1999 til 1979. Hvert kapitel har en poetisk titel som 'Forår, vej hjem', og skifter med lyden af et tog, der nærmer sig. Takket være denne struktur får vi en efterforskers perspektiv, hvor vi i stedet for at spore en persons fald i kronologisk rækkefølge, først møder det fuldstændigt ødelagte resultat og derefter sporer årsagen baglæns. Ligesom i en CSI-drama, hvor man først ser gerningsstedet og derefter spoler CCTV-billederne tilbage, bekræfter vi, hvorfor Young-ho blev så ussel og voldelig, og hvornår han krydsede den uoprettelige grænse.
Jo mere tiden går baglæns, jo mere lysere bliver tonen på skærmen, og karakterernes ansigtstræk bliver blødere. Young-ho i slutningen af 90'erne er en ødelagt kontorarbejder, en fraskilt mand, en mislykket spekulant, der altid er gennemsyret af irritation og træthed. Young-ho i 80'erne er en del af det nationale voldsmaskineri. Men Young-ho i 79 er klar i blikket og klodset i sit smil. Instruktør Lee Chang-dong forenkler ikke menneskets indre gennem denne lagdelte struktur. Han understreger, at alle engang har været en dreng, der kunne lide nogen og drømte om at tage billeder, ved at placere den smukkeste scene lige efter den mest grusomme. Ligesom en grusom eventyr.
Karakteren Young-ho er både en individuel person og en allegori for 20 års moderne koreansk historie. Hans bane fra ungdom i 79 til militær i 80, politimand i 87 og kontorarbejder i 90'erne overlapper præcist med de kollektive traumer, som det koreanske samfund har gennemgået. Young-ho er både offer og gerningsmand for sin tid. Som militær og efterforsker har han trampet på andres liv, og minderne om den vold ødelægger til sidst ham selv. Filmen ser ikke bort fra denne dualitet, men konfronterer den direkte. Den begrænser sig ikke til blot at kritisere 'dårlige individer', men stiller også institutionerne og tiderne, der har produceret sådanne individer, for retten.
Titlen 'Peppermint Candy' stikker derfor endnu skarpere i hjertet. Peppermint candy er den lille hvide slik, som Yoon Soon-im gav Young-ho, og det er duften af første kærlighed og skyld, som Young-ho bærer hele sit liv. Ligesom den kolde og søde fornemmelse af pebermynte, gør denne hukommelse hans hjerte koldt, mens den konstant kalder på den uoprettelige fortid. I filmen optræder pebermynte nogle gange ligegyldigt, men for publikum fungerer den som en slags rød advarselslampe. Det er et signal om, at endnu et uopretteligt valg vil blive præsenteret.
‘Mester’ Lee Chang-dongs mesterværk
Instruktionen lagrer detaljerede symboler oven på Lee Chang-dongs karakteristiske kolde realisme. Den imponerende redigeringsrytme skærer skarpt, efter at have vist det nødvendige, i stedet for at trække karaktererne langsomt. Især i forhørslokalet, militærtrucks og scener på jernbanen fanger kameraet karaktererne i næsten ubevægelige, faste rammer. Den tætte følelse af håbløshed og vold uden flugtveje brænder sig ind i publikums nethinde. Omvendt, i scenerne ved flodbredden eller klubmøderne, bruges fleksible kamerabevægelser og naturligt lys til at bringe ungdommens ånd til live. Selvom det er det samme sted, tilføjes der subtile forskelle i lys og lyd afhængigt af tidspunkterne, hvilket gør, at publikum kan føle tidens tekstur med hele deres krop.
Seol Kyung-gus præstation er en central søjle, der gør denne film til en milepæl i koreansk filmhistorie. En skuespiller, der fuldstændig overbeviser os om at være en helt anden person fra en 40-årig misbruger til en ung mand i 20'erne, ikke gennem makeup eller specialeffekter, men gennem sin krop, stemme og blikkets vægt. Young-ho i 99 er slapt i skuldrene, hans skridt er tunge, og resignationen gennemsyrer hans ord. Når han slår en studerende i forhørslokalet, ser hans øjne ikke længere mennesket. I modsætning hertil er Young-ho i 79 klodset i sin tale og kan ikke engang se folk i øjnene, når han er foran dem, han kan lide. Det er et spektrum, der er svært at tro, at det er den samme skuespiller. Det ser næsten ud som om tre forskellige skuespillere har spillet i en stafet. Moon So-ri, der spiller Yoon Soon-im, har ikke meget skærmtid, men hun er kilden til den kolde lyrik, der omfavner hele filmen. Hendes smil og rystende stemme bliver også indprentet i publikums hukommelse som en slags første kærlighed.
De politiske og sociale spørgsmål, som filmen rejser, er også klare. Den vold, som militæret og politiet, chefer og kolleger udøver, er altid pakket ind i 'ordrer' og 'arbejde'. Young-ho kunne vælge i hvert øjeblik, men han er også en, der ikke kunne vælge. Når han står op på bordet og ser ned på den anklagede, når han sidder i militærtrucks med et gevær i hånden, og når han bliver trukket ind i sin chefs underholdningsarrangement og skal smile uden at vide hvorfor, opgiver han lidt efter lidt sig selv. Filmen viser, at summen af denne ophobede opgivelse til sidst eksploderer i et skrig på jernbanen gennem sin baglæns tidsstruktur.
Årsagen til, at dette værk er elsket i årtier, er, at det ikke kun efterlader en simpel meningsløshed i tragedien. Selvfølgelig er det lysår væk fra et 'happy ending'. Men den ungdom, der når flodbredden i slutningen, der bevæger sig baglæns i tiden, stiller publikum et mærkeligt spørgsmål. Hvis denne unge mand var født i en anden tid, eller hvis han kunne have truffet et andet valg, ville hans liv så have været anderledes? Filmen giver ikke et let svar. I stedet får den hvert publikum til at reflektere over den tid og de valg, de har truffet. I den proces dukker spørgsmål som 'Er der ikke en lille Young-ho i mig?' og 'Hvordan ville jeg have været, hvis jeg havde valgt en anden vej på det tidspunkt?' stille og roligt op.
Hvis du vil se sandheden, der ligger begravet under dit hjerte
For publikum, der er vant til let underholdning og hurtig handling, kan 'Peppermint Candy' i starten virke lidt overvældende. Det er ikke en struktur, hvor en hændelse sker, og forklaringen følger, men en måde at vise det allerede ødelagte resultat og derefter langsomt dissekere årsagen, hvilket kræver koncentration. Men hvis du vil vidne om, hvordan en person falder sammen med tiden, hvad han mister i den proces, og hvad han aldrig kan give slip på, er der sjældent en mere raffineret film end denne.
For dem, der ønsker at føle den moderne koreanske historie fra 80'erne og 90'erne ikke gennem nyhedsklip eller lærebøger, men gennem følelsens temperatur, bliver dette værk en intens oplevelse. Ord som militær, demonstranter, forhørslokaler og firmafester lever ikke som abstrakte begreber, men som en menneskelig hukommelse. Selv for generationer, der ikke har oplevet den tid direkte, giver det en ledetråd til at forstå, hvorfor forældregenerationen så solide ud, men alligevel havde revner.
Hvis du elsker at dykke dybt ind i karakterernes følelseslinjer, vil du have svært ved at rejse dig fra din plads, selv efter rulleteksterne er slut. Sollyset ved flodbredden, støvet på jernbanen, duften af pebermynte, der bliver hængende i munden, vil forblive i lang tid. 'Peppermint Candy' er i sidste ende en film, der siger, at alle på et tidspunkt har ønsket at råbe "Jeg vil tilbage". Men hvis der er en film, der giver en mulighed for at se tilbage på ens liv og tid, før man faktisk går ud på jernbanen, så er det netop dette værk.
