Når man åbner øjnene, er krigen allerede begyndt. Dramaet 'Goryeo-Khitan krigen' åbner ikke med kongen og hans ministre, der forbereder sig til krig, men med et direkte blik på ansigtet af personer, der i realiteten er "allerede kastet ind i et spil, der er tabt". Mokjong, der blev sat på tronen som en marionet under Chunchu Taehus og Kim Chiyangs tyranni, og Wang Sun, der uventet blev kejser, og som senere bliver Hyunjong. I de unge kejseres øjne, der ikke engang er tyve år gamle, ser hoffets politik ud som et kompliceret brætspil, eller snarere som et skakspil, hvor man ikke kender reglerne, og der er ingen til at beskytte ham, og ingen pålidelige baser. Foran den unge Hyunjong falder nyheden om, at Khitan-styrken på 400.000 invaderer, som en bombe.
Ministerne er alle bange og holder deres mund lukket. Der kommer forslag om at undgå krigen, at opretholde ansigtet gennem forhandlinger, og at forlade Kaegyeong og trække sig mod syd. I det øjeblik, hvor ordene "At forlade folket er den eneste måde at redde sit liv på" dækker det kongelige møde, er der kun én person, der hæver stemmen i modsat retning. Den gamle mand, der kun har vandret i grænseområderne, Gang Gam-chan. Han hævder, at "et land, som kongen har forladt, vil ingen beskytte" og insisterer på, at de skal forsvare Kaegyeong og kæmpe mod Khitan. Som kaptajnen, der er den eneste, der råber "lad os ikke forlade skibet" på et skib i nød. En person, der trods modstand fra flertallet, satser alt på logik og overbevisning. I dette øjeblik definerer dramaet præcist forholdet mellem kongen og ministeren, den bange unge kejser og den gamle minister, der holder sin mund lukket ved siden af ham.
Selv mens Goryeo kæmper for at opnå en våbenhvile med Khitan efter det første angreb og søger fred, er der indre uroligheder. Kongen skifter på grund af Gyeongjos kup, og der er en fin spænding mellem Chunchu Taehus og Kim Chiyangs magt, Gyeongjo, og den nye kejser Hyunjong. I stedet for den sædvanlige 'store heltes biografi', er begyndelsen på dette drama, kort sagt, en tid, der langsomt, men vedholdende opbygger "den forvirrede atmosfære i et land, der er på randen af sammenbrud". Processen med at afsætte Mokjong, Gyeongjos oprør, og Chunchu Taehus magtsammenbrud går hurtigt, men det, der er tilbage, er kun brudt tillid og frygt. Oven på det kommer krigen.
Da det andet angreb i Yeo-Yo krigen for alvor begynder, ændres tonefaldet på skærmen drastisk. Bølgerne af Khitan-kavaleriet, der strømmer mod Kaegyeong, kører heste og skaber støv, mens soldaterne løber, brændende bymure og folk, der hastigt flygter. Dramaet minder os gentagne gange og vedholdende om, at krig ikke er en spektakulær scene for et par helte, men en katastrofe, der ødelægger livet for mange navnløse mennesker. Skal de beskytte Kaegyeong eller forlade det? I denne skillevej vælger Hyunjong til sidst at forlade folket og paladset og trække sig tilbage. Dette valg bliver et sår og en opgave, der forbliver i hans hjerte, en forbandelse, der følger ham. Gang Gam-chan forlader ikke kejseren. Selvom nogle ser det som fejt at følge den flygtende konge, analyserer han koldt situationen og tror på, at 'krig redder ikke kongen, men redder landet'.
Når vi når til den tredje invasion, konvergerer historien mod Gyuju-stormen. I denne proces kalder dramaet en efter en de forskellige generaler fra Goryeo. Generaler, der har kæmpet hårdt mod Khitan ved grænsen, lokale aristokrater, embedsmænd, der er splittet mellem reformister og hårde linjer, og endda dem, der forsøger at sikre deres egne interesser midt i krigen. Gang Gam-chan samler tropper ved at mobilisere strategi, diplomati, overtalelse og trusler i denne komplekse interessekonflikt. Han bliver ikke blot en 'berømt general, der følger med', men skildres som en strateg, der kæmper i politikens forreste linje.
Krig er ikke bare en prangende historie
Det interessante ved dette drama er, at det investerer enorm tid i 'scenerne, der forbereder krigen', lige så meget som i kampene. Hyunjong, der udsteder mobiliseringsordrer, scener, hvor han trøster de udmattede folk fra hungersnød og flugt, og embedsmænd, der løber dag og nat for at sikre mad, heste og pile. Gyuju-stormen præsenteres som resultatet af hele denne proces. Selvom vi allerede kender slutningen af krigen gennem historiebøgerne, fokuserer dramaet på karakterernes psykologiske tilstand og valg, mens de bevæger sig mod den konklusion. Derfor er tempoet op til Gyuju-stormen langt og tungt. Som en maratonløber, der slæber sine ben, der bliver tungere, 5 km før målstregen. Det er bedst at følge dramaet for at se, hvem der overlever, og hvem der falder, hvor. Dette værk opbygger spænding i hver scene, så meget, at det ikke tillader en følelse af "det er bare historie, vi kender".
Lad os nu analysere værkets kunstneriske værdi. 'Goryeo-Khitan krigen' genoplive skalaen af et ordentligt krigsdrama som en del af KBS' 50-års jubilæums specialprojekt. Det er en 32-episode serie, der fokuserer på de 2. og 3. Yeo-Yo krige, som Goryeo og Khitan kæmpede i over 26 år. Selvom det er en begivenhed, der er blevet nævnt i mange andre historiske dramaer, bringer dette drama krigen selv op i titlen og graver vedholdende i "hvordan krig som begivenhed forvandler mennesker og lande".
Kraften i instruktionen kommer fra at balancere kamp, politik og liv. I storslåede kampscener som Gyuju-stormen anvendes CGI, sæt og statister for at overbevisende vise mængden af tropper, terrænets variabler og strategiens effektivitet. Scener med heste, formationer, der kæmper ved skråninger og floder, taktik til at trække tiden for at udmatte fjenden og overraske dem bagfra. Kampen er ikke blot en ildkraftkonkurrence, men en kamp, der kræver hovedet, som en langvarig spil, der er tættere på Go end skak. Samtidig viser det, hvordan "krig er blevet hverdagen for folk" ved at bevæge sig mellem paladset, hoffet, flygtninge og landsbyer, kontorer og private hjem. Takket være denne rytme, selvom der er mange krigsscener, er træthed relativt mindre. Som en balled, der lejlighedsvis blander sig ind i en heavy metal koncert.
Manuskriptet følger karakterernes psykologiske tilstand ret detaljeret. Hyunjong er i starten en ung hersker, der er drevet af frygt og skyld. Men gennem flugt og gentagne krige lærer han, hvad "kongens plads er". I denne proces vokser han til en person, der kan træffe mere realistiske og kolde valg. Ligesom børnene i Stark-familien i 'Game of Thrones' forvandles, mens de oplever vinteren, bliver Hyunjong også formet som hersker gennem den barske vinter af krig. Gang Gam-chan står ved hans side som en "voksen, der siger det, der skal siges" uden at vakle. Forholdet mellem de to udvides til at være mere end blot en loyalitets- og trofasthedsrelation, men til en lærer-elev, kammeratskabsrelation, der hjælper hinanden med at vokse. Især når kongen forsøger at tage beslutninger, som han ikke overlader til sine ministre, træder Gang Gam-chan stille til side for at sikre, at beslutningen forbliver kongens. Denne detalje skaber den 'værdighed', der mærkes i dette drama.
Bikaraktererne er også stærke. Figurer som Gyeongjo, Chunchu Taehus og Kim Chiyang bliver ikke blot forbrugt som ensidige skurke. Deres magtbegær, frygt og stædighed for at beskytte den orden, de tror på, bliver tydelige. Det samme gælder for figurerne fra Khitan. De skildres ikke blot som "invasorer", men som subjekter med stolthed og selvværd, der mener, de er den stærkeste nation. Takket være denne beskrivelse fremstår krigen ikke som en binær kamp mellem godt og ondt, men som en konflikt mellem interesser og perspektiver.
Vil du opleve smagen af K-traditionelt historisk drama?
En anden grund til, at seerne har vurderet dette drama højt, er, at det bringer "smagen af traditionelt historisk drama" tilbage efter lang tid. I stedet for prangende romantik eller fantasifulde indstillinger, fokuserer fortællingen på tung nationalhistorie og karakterernes moralske dilemmaer, som er blevet en truet art på de seneste tv-stationer. 'Goryeo-Khitan krigen' opfylder denne tørst ved at bringe spørgsmål om krig, politik, lederskab og ansvar frem i lyset. Som et resultat vandt værket og skuespillerne flere priser ved KBS 2023 skuespillerpriserne.
Samtidig opretholder dette værk en holdning om ikke at blive betaget af 'sejrens fortælling'. Selvom det er klart, at Goryeo besejrede Khitan, fremhæver det gentagne gange de lig og ruiner, der er opbygget bag denne sejr, samt folkets lidelser. Selv Gang Gam-chan ser ikke sejrens øjeblik som noget at juble over, men nærmere som noget, der skal betragtes med sorg. Ligesom 'Saving Private Ryan' eller '1917', fokuserer det mere på omkostningerne ved krig end på sejren. Denne balance vækker en rolig og moden patriotisme, der adskiller sig fra 'nationalisme'.
Det betyder dog ikke, at der ikke er nogen ulemper. Da det dækker en omfattende periode og mange karakterer, kan de første par episoder føles for komplicerede i forhold til karakterer og magtstrukturer. For seere, der ikke er vant til historiske dramaer, kan det tage tid at finde ud af "hvem der er på hvis side". Ligesom når man ser den første sæson af 'Game of Thrones' og bliver forvirret over at skelne mellem Stark, Lannister og Targaryen. Desuden, på grund af det begrænsede budget, kan nogle episoder vise begrænsninger i CGI og sammensætning, når de forsøger at implementere storslåede kampscener. Men for seere, der fokuserer på karakterrelationer og fortællinger, vil disse tekniske begrænsninger hurtigt blive mindre mærkbare.
Til sidst, lad os overveje, hvem vi gerne vil anbefale dette værk til. For det første, hvis man tidligere har nydt traditionelle historiske dramaer som 'Dragon's Tears' eller 'Taejo Wang Geon', vil 'Goryeo-Khitan krigen' føles som en velkommen tilbagevenden. Historien om kongen og ministeren, om embedsmænd og folket, der kæmper og overvejer fra deres respektive pladser, giver mulighed for at opleve en tid, hvor både sejr og nederlag var dyre.
Desuden vil jeg også anbefale dette drama til dem, der er interesseret i spørgsmål om lederskab og ansvar. Hyunjongs vækst, Gang Gam-chans overbevisning, og Gyeongjo og Chunchu Taehus fald konvergerer alle til spørgsmålet om "hvilke valg den, der har magten, træffer". Selvom det foregår i en krigsramme, kan det læses som en fortælling om holdningen hos dem, der leder organisationer og samfund. Der er mange øjeblikke, hvor man tænker på vores nuværende politiske og sociale situation. Ligesom Shakespeares historiske dramaer metaforisk skildrede politikken i Elizabeth-tiden.
Det er også et godt valg for dem, der har følt, at den historie, de lærte i skolen, var for tør. Yeo-Yo krigen, der kun blev nævnt i en sætning i lærebøgerne, kommer til live som en historie om mennesker med konkrete ansigtstræk, stemmer, sved og tårer. Efter at have set 'Goryeo-Khitan krigen', vil man sandsynligvis få lyst til at åbne Goryeo-historien igen. Og hvis der en dag kommer et andet historisk drama, der dækker en anden periode, vil der være et benchmark, der siger: "Lav det som dette værk". I den forstand er dette drama ikke blot et krigsdrama, men et værk, der præsenterer et svar på, hvor fremtidens koreanske historiske dramaer skal hen. Ligesom 'Band of Brothers' satte en ny standard for krigsdramaer, indprenter 'Goryeo-Khitan krigen' en ny benchmark for koreanske historiske dramaer.
