Under nattehimlen, en billig bar blandet med lugten af blod og alkohol. I et øjeblik, mens han betjener kunderne, husker Jeong So-i, at han engang vil blive kaldt 'Gwangma' og farve verden rød med blod. I det øjeblik, hvor minderne fra fortiden vælter ind, forvrænges både den tid, han har levet, og den tid, han vil gå ind i. Naver webnovel af Yu Jin-seong, 'Gwangma-hwagi', starter netop her. Hvad kan en gal mand, der har vendt verden på hovedet, gøre, når han vender tilbage til det tidspunkt, før han blev vanvittig? Og kan han kæmpe for ikke at blive gal igen, eller vil han denne gang gøre verden gal? Dette spørgsmål gennemsyrer hele værket.
I sit første liv var Jeong So-i allerede en skikkelse, som verden frygtede. En uovertruffen kampkunst, uforudsigeligt vanvid, og utallige navnløse, der faldt for hans sværd. Men i slutningen af det vanvittige liv, han levede, var det, han opnåede, nærmere en tomhed end en sejr. Jo mere han rystede verden, jo mere blev han selv splittet. Da han åbner øjnene, holder han ikke et blodigt sværd, men en bordplade og en flaske alkohol. Han er vendt tilbage til den tid, hvor han arbejdede i en lille bar, før han for alvor trådte ind i martial arts-verdenen. I det øjeblik, hvor et monster, der kun handlede ud fra rå begær og had, igen får en krop, der er tættere på det normale, begynder værket på en underligt bittersød humoristisk note sin anden liv.
Ikke en almindelig 'omvendelse'
Men 'det almindelige liv' varer ikke længe. Barens rum er allerede dybt forbundet med martial arts-verdenen. De fleste kunder, der kommer for at drikke, er figurer fra den martial arts verden. Disciple fra berømte sekter, lejemordere, der opererer i skyggerne, og mestre, hvis tilhørsforhold er ukendt. Jeong So-i, i sin krop, tager sig af deres anliggender, mens han med sin fornemmelse fra sit første liv læser deres åndedrag og momentum. Scener, hvor han kan vurdere, hvilken grad af kampkunst de besidder, blot ved at se på deres tale, gangart og måde at drikke på, gentages, og læseren får mulighed for at se martial arts-verdenen gennem øjnene på en, der allerede har været gal én gang.
Perspektivet i denne verden er også interessant. Det er ikke en tid, hvor vi ser det velkendte system af sekter og berømte skoler i martial arts, men en tid før dette, en kaotisk periode. Hver magt er stadig sammenfiltret uden navne eller former, og grænsen mellem magi og retfærdighed er ikke så klar som nu. Jeong So-i falder tilbage til netop denne overgangsperiode. Med fremtidens retning, som kun en, der har levet et liv til ende, kan kende, krydser han mellem de magter og figurer, der lige er ved at blive født. I denne proces vil læseren se, hvordan han lægger grunden til det, der senere vil blive 'standardiseret historie'.
Den primære konflikt starter i Jeong So-is indre kamp. I sit første liv blev han drevet af vanvid til at dræbe mange, og til sidst brød han selv sammen. Efter at være vendt tilbage lever han med de minder intakt. Derfor kan han blive endnu mere brutal, eller han kan forsøge at ændre sig. Faktisk er han stadig skarp og brutal, men når han ser på dem, der har en skæv karakter, kan han ikke længere dræbe dem let som før. I fortiden ville han have dræbt dem uden at tænke, men i dette liv holder han dem tæt og observerer dem. Selvom han ved, at de ikke ville være overraskede, hvis de en dag forrådte ham, involverer han sig dybere og skaber relationer.
Er tidligere fjender nu 'brødre' i dette liv?
Relationerne mellem figurerne er også unikke. Omkring Jeong So-i samles skæve mestre fra magisk sekter, problematiske genier fra forskellige sekter, og tilbagetrukne mestre, der kun ser på naturen. De fleste af dem har en dårlig forbindelse til Jeong So-i fra hans første liv eller er figurer, der blot passerede forbi uden navn. I dette liv møder han disse figurer igen. Men i stedet for at trække sværdet som før, forsøger han at lede dem i en ny retning. 'De tre katastrofer', der en dag vil efterlade et stort navn i historien, dukker også op i denne fortælling. I det øjeblik, hvor de tre katastrofer, der ryster verden, viser sig, bliver historien ikke blot en personlig forsoning, men en enorm infleksionspunkt, der ændrer verdens form. Hvor dette infleksionspunkt fører hen, er noget, man skal læse til slut for at finde ud af.
Som værket skrider frem, går Jeong So-is kamp ud over en simpel konfrontation. Han konfronterer én efter én de valg, han tog, der gjorde ham til Gwangma, og hvad var atmosfæren og strukturen i den tid, der skabte disse valg. Han betragter ikke sit vanvid som blot en 'vanvittig karakter'. Der er en bevidsthed om, at vanvid måske er resultatet af, at verden har presset folk ind i en krog. Derfor, i sit andet liv, mens han dræber fjender, lytter han til historien om dem, der er blevet hans fjender, og nogle gange redder han dem for at trække dem til sin side. Processen, hvor problematiske figurer samles og danner en magt, der vil ændre fremtidens historie, er en sjælden langsigtet plan inden for martial arts-genren.
En skræmmende skrivestil, der gør figurerne forståelige
Den største styrke ved 'Gwangma-hwagi' er ikke blot, at den bringer en ramme af en tilbagevenden. Den tager det allerede forbrugte koncept af tilbagevenden og kombinerer det med karakteren 'Gwangma' for at give det en helt anden nuance. Mens de fleste tilbagevendende hovedpersoner er nære strategier, der uden tøven beregner effektivitet og gevinst, er Jeong So-i det stik modsatte. Han ved mere end nogen anden, og han har allerede været på toppen af verden én gang, men han bliver stadig let påvirket af følelser, bliver vred og handler impulsivt. Men underligt nok bliver denne impulsivitet en enorm drivkraft, der bevæger verden.
Denne impulsivitet kombineres med Yu Jin-seongs unikke stil og skaber overbevisningen om 'vanvid'. Jeong So-is monologer er ofte spredte og usammenhængende. I én sætning er han vred, i den næste taler han om tomhed, og i den næste overvejer han restaurantmenuen. Dialoger og indre monologer, der næsten direkte afspejler bevidsthedens strøm, fortsætter, men problemet er, at disse forvirrede tankestykker naturligt samles til en narrativ strøm over tid. Sætninger, der i starten blev kastet som mærkelige vittigheder, får i slutningen en ny betydning, når de knyttes til figurens fortid, og læseren indser, at 'Gwangma's' sprog faktisk er bygget på en omhyggelig plan.
Verdensopfattelsen er også ret ambitiøs blandt koreanske martial arts webnoveller. Dette værk begrænser sig ikke til at registrere begivenheder fra en bestemt tidsperiode, men viser oprindelseshistorien for indstillinger, der senere vil blive forbrugt som 'selvfølgelige forudsætninger' i andre værker. Før klischéer som 'de otte sekter' og 'den store kamp mellem retfærdighed og ondskab' er blevet fastlagt, skildrer det processen, hvor en andens valg og tilfældigheder overlapper og bliver til en 'konstant'. Det punkt, hvor klischéer, der senere vil dukke op i andre martial arts værker, føles som resultaterne af sommerfugleeffekten fra Jeong So-i og hans omgivelser, er værkets charme. Jo mere læseren er vant til martial arts klischéer, jo mere vil de grine og føle dybere medfølelse.
Kampbeskrivelserne er også lidt anderledes. Mens mange web-martial arts viser kampkraft ved at opregne niveauer og tal som 'bevægelse - indre energi - sværdteknik', bruger 'Gwangma-hwagi' næsten ikke sådanne kvantificerede rangordninger. Hvem der er stærkere, afsløres ikke gennem træningens længde eller niveauets navn, men gennem den energi og psykologiske krig, der fremgår af scenerne. Inden Jeong So-i trækker sit sværd, er der allerede opbygget mange ord, ansigtsudtryk og atmosfærens ændringer, så når kampen faktisk bryder ud, føles figurernes over- og underlegenhed klart med blot et par linjer af beskrivelse. Derfor læses kampene nærmere som en forlængelse af følelser og fortælling end som teknisk forklaring.
Men værket opretholder ikke altid en perfekt balance. Da det er et ret langt værk, bliver skalaen større i den anden halvdel, mens fortællingen om bipersonerne, der blev bygget op i starten, bliver lidt svagere. Figurer med hver deres sår og begær efterlader et stærkt indtryk i starten, men i den sidste store scene kan de give indtryk af at træde tilbage som baggrund. Selvom strukturen, hvor fortællingen samles omkring hovedpersonen og 'de tre katastrofer', er overbevisende, er der bestemt en skuffelse over, at nogle karakterer, som læseren har investeret følelser i, ikke får en tilstrækkelig afslutning.
En anden barriere er fortroligheden med genremæssige konventioner. Dette værk er ikke særlig venligt over for nybegyndere inden for martial arts. Det starter med forudsætningen om, at læseren har en vis deling af terminologi og følsomhed, der gentagne gange er dukket op i koreanske martial arts webnoveller som 'de otte sekter', 'magi' og 'den store kamp mellem retfærdighed og ondskab'. Derfor kan det tage tid for læsere, der først møder martial arts, at forstå, hvorfor denne verden fungerer som den gør, og hvorfor folk accepterer disse værdier som selvfølgelige. Omvendt, for læsere, der allerede har læst flere web-martial arts, vil det at se, hvordan de symboler, der blev brugt som 'forudsætninger' i tidligere værker, bliver født, give en stærk tilfredsstillelse.
Alligevel er grunden til, at 'Gwangma-hwagi' forbliver i mange læseres hukommelse i lang tid, i sidste ende den menneskelige tiltrækning, som figurerne besidder. Hovedpersonen, såvel som dem, der bliver hans allierede gennem dårlige forbindelser, og de figurer, der blot passerer forbi, har alle deres egne historier og begær. Nogle samles omkring Gwangma for at overleve, nogle for at tilgive sig selv, og nogle blot fordi det ser sjovt ud. Processen, hvor de griner, kæmper, forråder og forsoner sig, skildrer en menneskelig skikkelse, der er overbevisende, selv uden den genre-specifikke dekoration af martial arts. Derfor er den virkelige fornøjelse ved denne historie ikke rejsen mod at blive 'den bedste i verden', men at se en, der har været gal, igen stå blandt folk.
For dem, der en gang har tænkt på en 'drøm, de gav op på', vil denne roman ramme hårdt. Uanset om det er studier, sport eller hverdagsliv, hvis man har et minde om at give slip et sted uden at gå hele vejen, vil scenerne, hvor Jeong So-i konfronterer fortiden, ikke føles som andres problemer. Ville man træffe de samme valg igen, hvis man kunne vende tilbage, eller ville man tage en lidt anden vej? Når man holder fast i det spørgsmål og bladrer gennem siderne, vil man pludselig opdage sig selv, der forsøger en lille forsoning med sin fortid.
For dem, der let bliver trætte af relationer og verden, kan denne værks 'vanvittige humor' give en underlig trøst. At sætte sit alvorlige syn på verden til side et øjeblik og se figurer, der på en eller anden måde lever med deres indre dæmoner, giver en større følelse af befrielse, end man skulle tro. Man vil opleve at grine, men også blive rørt af en enkelt sætning, og man vil flere gange finde sig selv med tårer i øjnene midt i blodige kampe. For læsere, der gerne vil gennemgå sådanne følelsesmæssige bølger, vil 'Gwangma-hwagi' uden tvivl forblive en uforglemmelig læseoplevelse.
