Ved siden af en mark, hvor regnen uendeligt strømmer ned, er politiet og landsbyens folk blandet sammen. Bong Joon-ho's 'Filmen om mordets erindring' starter netop i den mudrede jord. Mens Hollywoods seriemorder-thrillere som 'Zodiac' eller 'Seven' begynder i byens mørke, starter 'Filmen om mordets erindring' under den klare sol i den koreanske landsby, men på et sted dækket af uudslettelig mudder.
Landsbydetektiven Park Du-man (Song Kang-ho) står over for den første lig, selvom det er et gerningssted, der ligner en markedsplads, hvor børn leger og tilskuere kommer og går. Det ville få et videnskabeligt efterforskningshold fra 'CSI' eller 'Criminal Minds' til at besvime. Kvindens lig er grusomt lemlæstet og efterladt i marken, mens detektiverne tramper rundt på marken uden at tænke på sporene. I stedet for videnskabelig efterforskning er det kun Park Du-mans selvtillid, der er fyldt med 'fornemmelser', 'blikke' og 'lokale rygter' for at fange gerningsmanden. Det er ham, der står i centrum af denne gammeldags verdensopfattelse.
Park Du-man råber til vidnerne om at 'holde øjnene åbne' i stedet for at bruge en 'profilerings'-hypnose, og han bruger spark og vold mod dem, han mistænker for at være gerningsmanden. For ham er efterforskning ikke logisk profilering som i 'Mindhunter', men snarere en 'evne til at vælge en, der ser ud til at være ubehagelig'. Det er en mærkelig blanding af komedie og tragedie, som om inspektør Clouseau fra 'Pink Panther' havde fået en rigtig mordgåde.
Ved hans side er kollegaen detektiv Jo Yong-gu (Kim Roe-ha), der udøver endnu mere primitiv vold. Tortur-lignende overgreb og tvang af falske tilståelser er de metoder, de bruger dagligt. Hvis torturscenerne fra 'Bourne'-serien er filmisk overdrivelse, er politivolden i 'Filmen om mordets erindring' så realistisk, at det bliver ubehageligt. Alligevel tror de, at de er 'retfærdighedens side'. Indtil der opstår en seriemorder i den lille landsby, har den tro ikke været truet.
Men på en regnfuld dag ændrer stemningen sig, da der sker en række brutale mord på kvinder. En nat, hvor en bestemt sang spiller på radioen, forsvinder en kvinde iført rødt, og næste dag bliver liget uundgåeligt fundet. Ligesom kodesedlerne i 'Zodiac' er dette mønster gerningsmandens signatur. Sagen afslører gradvist sin struktur, og landsbyen bliver fyldt med frygt som i 'Salem Witch Trials'.
Der kommer pres fra oven, og pressen håner den inkompetente politistyrke, som om de vurderede filmen i 'Empire'. I denne situation dukker Seo Tae-yoon (Kim Sang-kyung), der er sendt fra Seoul, op. Hans efterforskningsmetode er lige så modsat Park Du-mans som Sherlock Holmes er af Watson. Han spærrer gerningsstedet med tape og lægger vægt på hypoteser, logik og dataanalyse. Når den seoul-baserede 'rationalitet' og den lokale 'fornemmelse' kommer under samme tag, stiger spændingen i efterforskningsteamet langsomt.
Du-man og Tae-yoon stoler i starten slet ikke på hinanden. For Du-man er Tae-yoon en bydetektiv, der kun 'lader som om han er smart', ligesom Sheldon fra 'The Big Bang Theory', og for Tae-yoon er Du-man blot en landsbydetektiv, der 'slår folk uden beviser', som en zombie fra 'The Walking Dead'. Men seriemordene giver ikke plads til deres stolthed.
Ligene fortsætter med at dukke op, og de mistænkte, der så lovende ud, får altid alibier, eller kun intellektuelle handicappede, der er mentalt brudt som Raymond fra 'Rain Man', er tilbage. I denne proces afsløres politiets vold og inkompetence, samt tidens atmosfære. Mørke veje, hvor selv gadelygterne er utilstrækkelige, jernbaner, der skærer gennem fabrikker, og natteveje, hvor det er blevet en overlevelsesstrategi at følge kvinder hjem, fylder skærmen. Hvis New York i 'Taxi Driver' var en kriminalitetsby, er Hwaseong i 'Filmen om mordets erindring' en landsby, hvor sikkerheden er forsvundet.
Som seriemordene fortsætter, nærmer nervøsiteten i politiet sig et bristepunkt. Du-man bliver mere og mere besat af sin eneste våben, 'jeg kan genkende ansigtet', og Tae-yoon forsøger at forblive rolig, men afslører revner i ansigtet af de modsætningsfyldte beviser og den forkerte efterforskning. Det er som om alle karakterer i filmen kæmper i en kæmpe tåge som et sort hul fra 'Interstellar'.
Seeren føler, at nogen kunne være gerningsmanden, men falder hurtigt tilbage i forvirring, når de ser alibiet falde fra hinanden i næste scene. Der er ikke en klar vending som i 'The Usual Suspects', og filmen presser ikke moralske dilemmaer til det yderste som i 'Prisoners'. Efterforskningen synes at køre i ring, men inden for den cirkel er der altid de grusomt efterladte ofres lig.
Filmen fokuserer mere og mere på den indre forandring hos de to detektiver Park Du-man og Seo Tae-yoon i anden halvdel. I starten griner de ad hinanden, men under den vedholdende overbevisning om, at
