[KAVE=Lee Taerim Reporter] JTBC dramaet 'Blændende' er usædvanligt fra første scene. Bedstemor Kim Hye-ja (Kim Hye-ja), der lider af demens, siger til sin barnebarn Hye-ji (Han Ji-min): "Jeg er femogtyve år gammel", og i det øjeblik går tiden tilbage fra 2019 til 1970'erne. Som om vi passerer gennem et sort hul i 'Interstellar', bliver vi suget ind i bedstemorens hukommelsesverden. Men ikke gennem et rumskib, men gennem demens, som er en tidsforvrængende enhed.
Det, vi møder der, er femogtyve-årige Kim Hye-ja (Han Ji-min i to roller). I en landsby i 1970'erne, begynder hun et almindeligt nygift liv med den lokale unge mand Nam Woo-cheol (Nam Joo-hyuk). Det er ikke en klisché om "fattig men lykkelig", som man ofte ser i tv-dramaer. I virkeligheden er de virkelig fattige, bekymrer sig om måltider, manden fejler i sin forretning, og svigermoren kritiserer sin svigerdatter. Det er ikke nostalgi fra 'Reply 1988', men nærmere den hårde overlevelsesperiode fra 'International Market'.
Men Hye-ja giver ikke op. Selv på dage, hvor hendes mand kommer hjem beruset efter at have fejlet i sin forretning, og svigermoren siger: "Kan du ikke engang få en søn?", holder hun stand. Nogle dage driver hun en butik, andre dage syr hun, og nogle dage åbner hun en restaurant i et lille værelse for at klare sig. Mand Woo-cheol ser på sin hustru med skyldfølelse, men bringer stadig en ny forretningsidé og siger: "Denne gang er det anderledes". Hvis Gatsby fra 'Den Store Gatsby' forsøgte at gribe fat i fortidens Daisy, løber Woo-cheol hele sit liv for at gribe fremtidens succes.
Som tiden går, får de to børn, og børnene vokser op og går i skole, og familien vokser lidt efter lidt. 1970'erne bliver til 1980'erne, og 1980'erne bliver til 1990'erne. Hye-jas ansigt får rynker, og Woo-cheols hår bliver gråt. Men dramaet pakker ikke denne tidsstrøm ind i historiske begivenheder som 'Forrest Gump'. I stedet måler det tid med personlige milepæle som "dagen hvor datteren tog sine første skridt", "dagen hvor sønnen kom ind på universitetet", "dagen hvor barnebarnet blev født".
Men på et tidspunkt vender skærmen tilbage til 2019. Bedstemor Hye-ja har demenssymptomer, der bliver mere og mere alvorlige, og hun kan ikke genkende familiens ansigt. Barnebarn Hye-ji udforsker bedstemorens hukommelse og opdager en ung version af sin bedstemor, som hun ikke kendte. Og hun indser, at denne gamle kvinde, der sidder foran hende, engang var femogtyve år gammel, elskede, hadede, drømte og blev skuffet. Ligesom hovedpersonen i 'Midnight in Paris' får Hye-ji indsigt i nutiden gennem sin bedstemors fortid.
Dramaets struktur skifter mellem bedstemorens nuværende liv med demens og hendes fortid i hukommelsen. Efter scenen, hvor bedstemor spørger: "Hvor er Woo-cheol?", følger en scene, hvor den unge Hye-ja og Woo-cheol har deres første date. Efter scenen, hvor bedstemor ser på barnebarnets ansigt og spørger: "Hvem er du?", følger en scene, hvor den unge Hye-ja holder sin nyfødte datter og smiler. Denne redigering er ikke blot en flashback, men visualiserer den tidsforvirring, som en demenspatient oplever. Hvis 'Memento' udtrykte korttidshukommelsestab gennem omvendt redigering, udtrykker 'Blændende' demens som en tilfældig genafspilning af tid.
Rejsen ind i bedstemorens hukommelse
Kunstnerisk set stråler 'Blændende' især i sin tilgang til 'almindeligt liv'. I dette drama er der ingen chaebol-arvinger, geniale læger eller hemmelige agenter. Hye-ja og Woo-cheol er blot et almindeligt par. De opnår ikke stor succes, men fejler heller ikke helt. De er nogle gange lykkelige, ofte har de det svært, og for det meste lever de bare. Mens 'Parasite' viste klassens ekstreme, fortæller 'Blændende' historien om mennesker, der har tilbragt hele deres liv et sted midt imellem.
Men denne almindelighed skaber en mere universel resonans. De fleste seeres forældre og bedsteforældre levede netop sådan et liv. De opnåede ikke store drømme, men opfostrede børn og så deres børnebørn. Det tog et helt liv at skaffe et hus, men alligevel samledes hele familien til højtiderne. I stedet for at vælge mellem drømme og kærlighed som Sebastian og Mia i 'La La Land', har de ikke råd til at opgive drømme, kærlighed, livsgrundlag og familie, men har båret det hele og overlevet.
Kim Hye-jas præstation giver værdighed til denne almindelighed. Den bedstemor, hun spiller, er ikke stolt som de ældre i 'Dear My Friends', og ikke munter som Oh Mal-soon i 'The Accidental Detective'. Hun bliver bare gammel, syg og mister hukommelsen. Hun føler sig skyldig over at være en byrde for familien, men samtidig er hun også skuffet. Hun har brug for hjælp til at gå på toilettet, spilder mens hun spiser, og glemmer sin søns navn. Denne brutale realisme gør dramaet endnu mere smertefuldt.
Han Ji-mins to roller er en anden søjle i dette drama. Den unge Hye-ja på femogtyve er ikke overmodig som de unge i 'Youth Age'. Hun er allerede gift, bekymrer sig om livsgrundlaget og ser på svigerfamilien. Men der er stadig drømme, ambitioner og stolthed i hende. Han Ji-min spiller denne komplekse lagdelte karakter med finesse. Da den samme skuespillerinde spiller bedstemorrollen, redigeres det sammen, så seeren naturligt oplever tidens gang, hvor "den unge kvinde bliver til den gamle bedstemor".
Nam Joo-hyuks Woo-cheol bryder ud af den typiske klisché om 'den uduelige mand'. Han fejler konstant i sin forretning, men elsker samtidig sin hustru oprigtigt. Selvom han føler sig skyldig over ikke at kunne tjene penge, opgiver han ikke sine drømme. Født i en patriarkalsk tid tager han ikke sin hustrus ofre for givet. Denne komplekse karakter er hverken 'skurk' eller 'helt', men blot 'et menneske'. Som vores fædre og bedstefædre var.
Det øjeblik, du mister dig selv, kommer magien
Dramaet er også ærligt i sin tilgang til demens. Det pakker ikke demens ind romantisk som 'The Notebook'. Demens er ikke smukt. Både patienten og familien lider. Det kan ikke løses kun med kærlighed. Økonomisk byrde, fysisk træthed og følelsesmæssig udmattelse er alle realistisk skildret. Mens 'Still Alice' intellektuelt udforskede den indre verden af tidlig demens, fanger 'Blændende' den følelsesmæssige virkelighed af familier, der passer på patienter med fremskreden demens.
Når man ser 'Blændende', indser man, at den gamle kvinde, der sidder foran en og skælder ud, engang var på samme alder som en selv og havde de samme bekymringer og drømme. Og man accepterer også, at man en dag vil blive gammel, miste hukommelsen og blive en byrde for nogen. Dette er ikke trøst, men en opvågning. Ligesom Cooper i 'Interstellar' indså tidens natur i sin datters værelse, indser vi både tidens grusomhed og værdifuldhed i bedstemorens hukommelse.
Desuden sender dette drama også en tung besked til dem, der lever i tyverne og trediverne og tænker: "Er mit liv okay som det er?" Hye-jas liv er ikke et succesfuldt liv. Men det er heller ikke et fejlslagent liv. Det er bare et liv, der er blevet levet. Det siger ikke som 'Whiplash' eller 'La La Land': "Det er meningsløst, hvis du ikke opnår dine drømme." I stedet siger det: "Selv hvis du ikke opnår dine drømme, fortsætter livet." Og det hvisker, at der også er strålende øjeblikke i det 'fortsatte liv', at der er blændende smukke scener. Denne kærlige opfattelse af almindelighed trøster os alle, der lever almindeligt i dag.
