[magazine kave=Lee Tae-rim reporter]
I den koreanske genre drama verden er det sjældent at se en sådan titel. Udsagnet 'Du dræbte' ligner en finger peget direkte mod nogen. Det minder om Arthur Millers 'Alle mine sønner', som er en anklage, der stiller spørgsmål ved kollektivt ansvar, og som Agatha Christies 'Mordet i Orientekspressen', der erklærer en verden, hvor alle er mistænkte. Netflix limited series 'Du dræbte' tager netop den sætning og retter den mod mange mennesker i løbet af de otte episoder. Gerningsmænd og ofre, familie og naboer, kolleger og myndigheder, ingen er undtaget fra det spørgsmål. Der er ingen tilskuere. Alle er medskyldige.
Historien begynder med Jo Eun-soo (Jeon So-ni). Eun-soo er en almindelig sælger, der arbejder i en stor butik. Hver dag håndterer hun besværlige kunder, holder øje med teamlederen og drømmer om et bedre liv, men har ikke en konkret fremtid i sigte. Ligesom Camus' 'Sisyfos' skubber hun hver dag en sten op ad bakken, men om aftenen ruller den tilbage til sin plads. En dag forsvinder en dyr ur under returprocessen, og problemerne opstår. I forbindelse med denne hændelse bliver hun mere og mere optaget af en kunde, Jin So-baek (Lee Mu-saeng), der har en underlig aura, og hun begynder at følge ham ved hjælp af CCTV og sine minder.
I mellemtiden afsløres Eun-soos private liv langsomt. Hendes mor, der har udholdt sin mands vold i lang tid, familiens atmosfære, der bærer præg af denne vold, og den frygt og resignation, der gennemsyrer hjemmet, overlapper Eun-soos ansigt. Udadtil er hun en smilende og snakkesalig sælger, men traumerne, der får hendes krop til at ryste, dukker op i hendes hverdag. For Eun-soo er vold ikke en forbrydelse i nyhederne, men noget, hun har været vant til som luften omkring hende. Det, som Bessel van der Kolk kalder 'kroppen husker traumer', er netop sådan. Selvom hun glemmer det med hovedet, husker kroppen stadig den frygt fra den dag.
En dag besøger Eun-soo sin engang nærmeste veninde Jo Hee-soo (Lee Yu-mi) efter lang tid. Hvis man kun ser billederne på sociale medier, ser hun ud til at være en 'succesfuld ven'. Hun er gift med en velhavende mand, bor i et flot hus og har opnået en vis anerkendelse som børnebogsforfatter. I Instagram-filterverdenen ser hun ud til at have et perfekt liv. Men i det øjeblik, hun træder ind ad døren, er virkeligheden det stik modsatte. I det velholdte hjem ligger der knuste skåle og ting spredt på gulvet, og Hee-soos ansigt er dækket af blå mærker og sår. Det er et øjeblik, hvor volden, der er blevet skjult af pænt tøj og makeup, pludselig afsløres. Ligesom når man åbner døren til Dorian Grays skjulte maleri, bliver kløften mellem det ydre og indre blottet.
Monstre går i jakkesæt på arbejde
Hee-soos mand, Noh Jin-pyo (Jang Seung-jo), fremstår i starten som en venlig ægtemand. Han taler godt, har en høj social status, og opfattes som en velopdragen og dygtig mand udenfor. Ligesom Patrick Bateman diskuterer visitkortdesign i 'American Psycho', bærer han den sociale maske perfekt. Men derhjemme er han et perfekt monster. Når han er beruset, udøver han vold ved selv de mindste kommentarer, og efter volden undskylder han med dyre tasker og halskæder, mens han stopper Hee-soos ører. Og for at dække over sporene af denne vold mobiliseres svigerfamilien og de omkringliggende folks 'blindhed' aktivt. Hannah Arendts 'ondskabens banalitet' udvikler sig her til 'ondskabens socialitet'. Monstre skabes ikke alene. Mange medskyldige opdrager dem sammen.
Eun-soo bliver chokeret over at se denne virkelighed. Men chokket er ikke blot en overraskelse, men nærmere en déjà vu, der overlapper med scener fra hendes barndom, hvor hendes mor blev slået. Lydene af skrig og ting, der rammer hinanden fra Hee-soos hus, lyder præcis som lydene fra hendes eget hjem i fortiden. Ligesom Prousts madeleine-kage, kalder lyden traumer frem på tværs af tid. I starten foreslår Eun-soo at anmelde det til politiet, at flygte sammen, og at informere folk omkring dem. Men Hee-soo trækker sig altid tilbage i sidste øjeblik. Hun er bange for, at hendes mand vil blive mere vred, at børnene vil blive påvirket, og fordi hun allerede har fejlet i at flygte flere gange, stivner hendes krop.
Er det en flugtvej eller en selvmordsbane: Valget om mord
Til sidst, en dag, forsøger Hee-soo at opgive livet med et ansigt, der er helt udmattet. I det øjeblik kommer ordene fra Eun-soo, som er udgangspunktet for dette drama: "Lad os dræbe ham, din mand." Den sætning er ikke en impuls. Eun-soo, der har været offer for vold siden barndommen, Hee-soo, der i dette øjeblik er et andet offer, og de mange navnløse ofre, der står bag dem, fører til dette ekstreme valg. De handler ikke kun ud fra hævnlyst for at straffe en dårlig person. Følelsen af, at 'hvis vi ikke gør det, vil intet ændre sig', gør mord til en realistisk flugtvej. Ligesom Raskolnikov, der dræbte pantelåneren, spørger de også: "Er det retfærdighed eller forbrydelse at fjerne det (forskellige)?"
De to begynder at planlægge det perfekte mord. De analyserer Jin-pyos daglige ruter og vaner, skaber situationer, der kan se ud som uheld, og beregner omhyggeligt alibiet efter forbrydelsen. Ligesom Hitchcocks 'Rope' eller 'Perfect Strangers', udfolder der sig en spænding, hvor almindelige mennesker forsøger at begå det perfekte mord. I denne proces husker Eun-soo manden Jin So-baek, der var i centrum for ur-hændelsen. Han ser ud til at være en smart og letfærdig chef, men han har en usædvanlig evne til at vurdere situationer og mennesker. Eun-soo og Hee-soo inddrager en medarbejder fra So-baeks butik i deres plan, og de graver langsomt ind i Jin-pyos tidsplan, køretøjer og omkringliggende CCTV.
Men uanset hvor perfekt forberedelsen ser ud, flyder virkeligheden altid anderledes end planen. Jin-pyos vold bliver mere og mere åbenlys, og politiet og de omkringliggende mennesker betragter det stadig som 'ægteskabelige skænderier'. En nat krydser Eun-soo og Hee-soo en uigenkaldelig grænse, og fra det øjeblik går deres liv ind i et nyt helvede. De skal slette sporene af forbrydelsen, undgå mistænksomme blikke, og uventede personer dukker op en efter en og ryster puslespillet. Jin-pyos søster Noh Jin-young, politiet, og Jin So-baeks sande identitet; som episoderne skrider frem, afsløres sandheden i mere og mere kompleks form. Dramaet stiller indtil slutningen spørgsmål ved mordets moral, vejen til at nå dette valg og det ansvar, der følger efter. Følelsen, som slutningen giver, er bedst at opleve direkte. Dette værk lægger mere vægt på processen end på vendingen.
Strukturen skaber monstre, strukturen forhindrer flugt
Lad os nu se, hvilken kraft dette værk besidder, og hvorfor det er så ubehageligt at se, men samtidig svært at tage øjnene fra. 'Du dræbte' vælger det mest dristige punkt ved at behandle vold i hjemmet som et resultat af struktur og miljø, ikke blot som en simpel hændelse. Normalt reduceres vold til en enkelt persons galskab eller vrede kontrolproblemer. Ligesom at sige, at et æble er råddent, betragtes det som en individuel afvigelse. Men dette drama graver dybt i, hvordan Jin-pyos vold var mulig, hvem der var stille eller medskyldige i denne vold, og hvorfor de, der vidste om voldens sted, handlede som om de ikke vidste det. Det undersøger ikke blot et æble, men hele træet, hele frugthaven, hele distributionssystemet.
Titlen 'Du dræbte' kan derfor læses på flere niveauer. Det er en sætning rettet mod gerningsmænd som Jin-pyo, der direkte svinger næven, men det lyder også som en sætning rettet mod familien, der beskytter ham og kalder det 'familiesager'. Det lyder også som en sætning rettet mod naboer, der ser voldsscenerne og vender sig væk, magthavere, der neutraliserer anmeldelser, og alle de omkringliggende, der kun gentager: "Hvorfor flygtede du ikke?" Den engelske titel 'As You Stood By' overlapper naturligt med udtrykket, der igen stiller spørgsmål ved ansvaret hos dem, der blot stod ved siden af og så på. Edmund Burkes ord: "Den eneste betingelse for, at det onde sejrer, er, at de gode mennesker ikke gør noget" bliver til dramatisk virkelighed.
Instruktionen lader denne besked sive ind i detaljerede scener i stedet for overdrevne prædikener. Kameraet forbruger ikke voldens øjeblikke brutalt. I stedet holder det længe på stilheden efter volden, de knuste skåle på det smadrede bord, håret, der ligger på badeværelsesgulvet, og det tætte close-up af Hee-soos rystende hænder. Det vælger at vise frygten, skammen og magtesløsheden, der er tilbage efter volden, frem for voldens spektakel. Ligesom Bernard Werber sagde: "Det mest skræmmende er ikke monstret, men blikket fra dem, der ser monstret", fokuserer dette drama på konsekvenserne af volden snarere end volden selv. Takket være dette bliver seeren ikke en forbruger af provokerende scener, men en vidne, der kigger ind i nogens helvede. Og vidner kan aldrig være tilskuere. I det øjeblik er vi allerede medskyldige.
Skuespillernes præstationer bærer mere end halvdelen af dette dramas vægt. Jo Eun-soo er en karakter, der står på grænsen mellem offer og gerningsmand. Hun er et offer, der er vokset op med vold, men nu bliver hun en aktiv aktør, der planlægger mord for sin ven. Jeon So-ni realiserer denne komplekse position på en bemærkelsesværdig delikat måde. Udadtil ser hun ud til at være ligeglad, mens hun laver sjov, men ved bestemte lyde reagerer hendes krop først, hun kan ikke holde sin vrede tilbage og slår sin næve mod væggen, og i afgørende øjeblikke skifter hun naturligt mellem at være kold og rationel. Ligesom Daniel Day-Lewis, der bliver ét med sin rolle, bliver hun til selve Jo Eun-soo. Takket være dette kan seeren ikke let dømme Eun-soos valg, men fortsætter med at følge hendes tanker.
Karakteren Jo Hee-soo afslører ofrets psykologi på den mest direkte måde. Lee Yu-mi bruger sit karakteristiske milde ansigt og blik til at vise både et skrøbeligt glasbillede og en vedholdenhed for at holde fast i livet indtil det sidste. Hee-soo er bestemt et 'offer, der ikke kunne flygte', men dette drama forbruger hende ikke som en frustrerende karakter. I stedet viser det, hvorfor hun ikke kunne flygte, hvad hun ville miste under flugten, og præsenterer de realistiske barrierer, der gør os i stand til at forstå strukturen af hendes magtesløshed. I det øjeblik, hvor hjemmet bliver et fængsel, bliver flugten ikke blot en handling af at åbne døren, men en beslutning om at opgive hele livet.
Noh Jin-pyo som skurken er heller ikke en en-dimensionel skurk. Jang Seung-jo opretholder en sofistikeret og blød smil, mens han med et enkelt blik skaber frygt. Efter at have begået vold giver han altid en gave eller hvisker: "Du er stadig den eneste for mig." Den opførsel ligner den typiske voldtægtsmand, man ofte ser og hører om i virkeligheden. Nogle gange ser han ud til at føle ægte skyld og venlighed, hvilket forvirrer seeren i øjeblikket. Netop denne forvirring er mekanismen, der får ofret til at vende tilbage til gerningsmandens arme, og dramaet fanger dette præcist. Det er en skræmmende præstation, der realiserer mekanismen for gaslighting gennem skuespil.
Jin So-baek er en interessant buffer. Udadtil ser han ud til at være en prætentiøs og dygtig forretningsmand, men på et tidspunkt begynder han at ane Eun-soo og Hee-soos hemmelighed og træder ind i midten af denne tragedie. Han er hverken helt god eller helt ond. Han er en karakter, der balancerer mellem profit og samvittighed, og derfor er han meget realistisk. Ligesom Winston Wolf fra 'Pulp Fiction' er han både en problemløser og lever i et moralsk gråområde. Gennem So-baek stiller dramaet spørgsmålet: Når vi kender hele sandheden, hvor langt skal vi så tage ansvar? Hvor meget skal vi involvere os, og hvor meget kan vi lukke øjnene for?
Ufuldkomne spor af ambition
Selvfølgelig er der også skuffelser. Inden for rammerne af otte episoder forsøger man at fange fortid og nutid, kriminalthriller og social kritik, karakterdrama på én gang, hvilket får nogle fortællinger til at gå hurtigt. Især Hee-soos forfatterkarriere, Eun-soos position på arbejdspladsen og Jin-pyos families politiske baggrund kunne have været mere dybdegående og dermed skabt et mere nuanceret drama. I anden halvdel skifter fokus til efterforskning og vendinger, hvilket nogle gange får den intense realisme, der blev opbygget i starten, til at falde lidt til fordel for genrebekvemmelighed. Alligevel, set overordnet, er forsøget på at opnå både budskab og indlevelse i rimelig grad afbalanceret. Det er ikke et perfekt værk, men det er mere menneskeligt, fordi det ikke er perfekt.
Farver og mise-en-scène kan være en smule smagfulde. Hjemmet ser alt for pænt ud, og belysningen giver indtryk af at være god til at skjule sår og blå mærker. I nogle scener ser Netflix' karakteristiske klare farver ud til at være i modstrid med tonen i vold og frygt. Men de små misforhold bliver til sidst skjult af skuespillernes blikke og åndedrag. Publikum reagerer først på frygten og beslutsomheden, der er indeholdt i blikkene, snarere end farverne på skærmen.
Hvis man føler, at ansigtet og følelserne er vigtigere i genrefilm, er der stor sandsynlighed for, at man bliver dybt opslugt af 'Du dræbte'. Dette dramas virkelige klimaks er ikke mordscenen, men ansigtet og åndedraget af karaktererne lige før og lige efter. Det er et værk, der er velegnet til dem, der ønsker at følge karakterernes psykologier og overveje sammen, i stedet for at dømme, hvem der har ret og hvem der har forkert. Ligesom når man læser Dostoevskys 'Forbrydelse og straf', følger man Eun-soo og Hee-soos rejse.
Jeg vil også anbefale det til dem, der kan lide dramaer, der behandler sociale problemer. Selvom man måske allerede føler træthed ved ord som vold i hjemmet, tilskuere og sekundær skade, trækker 'Du dræbte' disse begreber ind i karakterernes konkrete liv og valg, ikke som abstrakte diskurser. Derfor er det mere smertefuldt og samtidig mere overbevisende. Et enkelt drama kan ikke løse de mange strukturelle barrierer omkring vold, men det har i det mindste kraften til at gøre det svært at sige: "Hvorfor kom de ikke bare ud?" når man ser lignende hændelser i nyhederne. Det er et drama, der træner empatiens muskler.