En smal vej fører til et afsidesliggende landsted, og skoven udenfor bilvinduet fortsætter som en uendelig sløjfe. Søstrene Su-mi (Im Soo-jung) og Su-yeon (Moon Geun-young), der netop er udskrevet fra hospitalet, sætter sig i deres fars bil og vender hjem. Men i stedet for glæde er der en subtil alarm i luften. Når døren til huset åbnes, bliver de mødt af deres fåmælte far og deres alt for venlige stedmor Eun-joo (Yeom Jeong-ah). Og et kvælende, stort men klaustrofobisk hus. Dette rum, der ser ud til at være en ombygget gammel hanok, har korridorer og døre forbundet som en labyrint, og mørket under sengen og bag gardinerne åbner sig som sorte huller. Filmen 'A Tale of Two Sisters' udfolder langsomt en families tragedie i dette lukkede univers, lag på lag af rædsel, melodrama og psykologisk drama.
Fra den første dag udsender Su-mi signaler til Eun-joo om, at 'du hører ikke til i dette hus'. Eun-joo skjuler også en barberkniv under sin honningsøde stemme. Samtalerne ved middagsbordet er overfladisk høflige, men som en fægteduel sigter de konstant mod hinanden. Su-yeon kryber sammen som en mus imellem dem og observerer. Det er som om der allerede har været en krig i huset i lang tid, og ingen kan trække vejret frit. Der er også en usynlig tilstedeværelse. Lyden af åndedræt og fodtrin om natten, hår der stikker ud gennem skabet, og blikke fra mørket under sengen. Publikum spørger sig selv konstant, hvad der egentlig er i dette hus, eller hvem der er der.
Historien trænger snart ind i familiens fortid. Begivenhederne der tvang Su-mi og Su-yeon til hospitalet, fraværet af deres biologiske mor, og deres fars tavshed overlapper, og konturerne af de efterladte sår i huset begynder langsomt at dukke op. Eun-joo tror, hun er den retmæssige værtinde i huset og påtvinger orden, men for søstrene er hun en indtrænger og en overgriber. En lille fejl ved middagsbordet eskalerer til ydmygelse og verbale overgreb, og medicinposer og piller dukker op som en Pandora's æske, der forsegler familiens traumer. Instruktør Kim Ji-woon lader husets fortid sive ud gennem objekter og rum i stedet for lange forklaringer. Et familiefoto på væggen, et tomt værelse, en låst skuffe hvisker sandheden før dialogen.
Spændingen i begyndelsen kommer primært fra usynlig angst snarere end synlig vold. Eun-joo's blikke gennem dørspalterne, farens tavshed, der ignorerer alt, og Su-mi's gentagne mareridt er subtilt forbundet. Så en nat opstår en uforklarlig hændelse i Su-yeon's værelse, og rædslen opgraderes. Lyden af en dør der åbner og lukker, sengetøjet der krøller sig som trukket af en usynlig hånd, en sort skikkelse der kravler op fra bunden af skærmen. Publikum indser, at rædslen i dette hus overstiger simpel familie konflikt. Samtidig føles det som om rædslen er forbundet med familiens historie som en navlestreng.
Efterhånden som filmen skrider frem, bliver grænserne mellem virkelighed og mareridt, nutid og minder bevidst slørede. Scenerne set gennem Su-mi's øjne bliver gradvist uigennemsigtige, og Eun-joo's handlinger får en overdrivelse, der overstiger menneskelig ondskab. Hverdagsobjekter som en kødret på bordet, et håndklæde der breder sig som blod, og affald der hober sig op under trappen, bliver pludselig udløsere for rædsel. Publikum begynder at tvivle på, om alt dette virkelig sker, eller om det er hallucinationer skabt af nogens skyldfølelse. Denne ustabile opfattelse fører til et vendepunkt, der vender hele skærmen på hovedet, men det er klogt at opleve denne drejning selv.
Det er dog klart, at 'A Tale of Two Sisters' ikke blot er en spøgelseshistorie eller en melodrama om en stedmor mod døtre. Instruktør Kim Ji-woon bruger den koreanske folkehistorie 'Janghwa Hongryeon jeon' som inspiration, men i stedet for at kopiere stedmorens ondskab og døtrenes hævn, har han fuldstændig genindspillet det med moderne familiers psykologi og sår. I originalen var spøgelserne hævnens inkarnation, men i denne film er rædslen skygger skabt af skyldfølelse, undertrykkelse og forvrængning af minder. Det der er mere skræmmende end spøgelser, er mennesker der gentager deres sår uden at forstå dem. Som om de ikke kan stoppe med at trykke ctrl+C, ctrl+V.
‘Mise-en-scène’ der symboliserer renæssancen af koreansk film
Når man diskuterer værket 'A Tale of Two Sisters', er det første der kommer på bordet, rummet og mise-en-scène. Huset i 'A Tale of Two Sisters' fungerer ikke bare som en baggrund, men som en stor karakter. Den åbne stue og de endeløse korridorer, værelserne med forskellige farver og belysning, er som et 3D-kort der visualiserer karakterernes psykologi. Især scenerne hvor røde, grønne og blå lys skiftevis dominerer skærmen, visualiserer præcist følelsernes temperatur og tæthed. De røde retter og tallerkener på bordet, blomstermønsteret der breder sig som blod på tapetet, og den grønne skov der blinker i mørket, ser alle ud som fragmenter af følelser der siver ud fra karaktererne. Som om farverne er følelsernes sprog, presset til det yderste som et Instagram-filter.
Valget af kamera og vinkel er også fremragende. Kameraet fanger ofte karaktererne fra en lav position eller kigger på dem gennem sprækker i døre og møbler. Dette ubehagelige perspektiv gør publikum til 'en tredje tilstedeværelse der gemmer sig et sted i huset'. Når kameraet følger nogen gennem korridoren, insisterer det på at holde sig lidt bagud i stedet for at løbe foran. Denne subtile afstand giver publikum en konstant følelse af, at noget kan springe ud fra skærmen når som helst. Som at være på vagt over for en fjende der lurer bag dig i et førstepersons skydespil. Samtidig overlapper denne kameravinkel med karakterernes psykologi, der kredser om sandheden uden at nå den fuldt ud.
Lyddesignet er, som det sig hør og bør i en gyserfilm, delikat og beregnet. I stedet for store skrig eller pludselige lydeffekter, er det de stille åndedrag og lave fodtrin der giver kuldegysninger. Lyden af huset der knirker, tallerkener der let støder sammen, og vinden der blæser fra skoven, fungerer alle som skuespillere på scenen. Musikken undgår også overdrevne gyser-BGM'er og træder kun tydeligt ind når det er nødvendigt. På et tidspunkt er der næsten uhørlige klavertoner, mens de på et andet tidspunkt blander sig med metalliske percussioninstrumenter og sliber publikums nerver. Takket være dette er filmens rædsel ikke et jump scare, men en langsomt indtrængende angst, som at vente i et tandlæge venteværelse.
Også på skuespilsfronten er dette værk stadig forbløffende at se. Im Soo-jung's Su-mi er en kompleks karakter der rummer ansigtet af både beskytter, offer og til tider gerningsmand. Hendes faste blik når hun beskytter sin søster og hendes usikre udtryk når hun vågner fra et mareridt, sameksisterer i én krop. Moon Geun-young's Su-yeon er den bange og skrøbelige yngste, men viser til tider et udtryk som om hun kender alle hemmelighederne. Som en tilskuer der kender spoileren. Yeom Jeong-ah's Eun-joo er en anden motor i denne film. På overfladen ser hun ud som en sofistikeret og dygtig værtinde, men hendes ansigt forvrænges i øjeblikke, og hendes skjulte mindreværd og vrede siver ud. Når disse tre skuespilleres præstationer kolliderer, afsløres komplekse følelseslag der overstiger en simpel skurk vs. helt struktur.
Kim Kap-soo's far er den mest undertrykte karakter i stykket. Han sparer på ordene i næsten alle scener, undgår øjenkontakt og undviger situationer. På overfladen ser han ud som en magtesløs patriark, men filmen viser, at hans tavshed er en del af tragedien. At gøre ingenting er også et valg, og denne karakter beviser det på en smertefuld måde. Filmen taler gennem situationer og resultater i stedet for direkte kritik, om hvor stor en ødelæggende kraft det kan have at undlade at beskytte familien eller konfrontere sår. Som om 'spiral of silence theory' er blevet realiseret som en familiedrama.
Ikke chok, men 'grundlæggende frygt'
Grunden til at rædslen i denne film bliver hængende så længe, er at dens kilde er tættere på psykologi end det overnaturlige. Om der virkelig er spøgelser eller ej, er faktisk ikke vigtigt. Kernen er, hvem der forsøger at skjule hvad, og hvilke minder de ikke kan acceptere. Hver karakter vælger deres egen forvrængede måde at skubbe uacceptabel sandhed væk eller for at udholde det. Denne forvrængning akkumuleres og fermenterer, og på et tidspunkt bliver alle objekter og skygger i huset forvrængede symboler. Publikum gætter konstant mens de ser skærmen. Hvad er virkeligt, hvad er fantasi, og hvis minder er ægte? Denne proces i sig selv er en mekanisme der multiplicerer filmens rædsel.
Set fra et narrativt strukturperspektiv er 'A Tale of Two Sisters' også en meget klog puslespilsfilm. Ved første visning bliver man simpelthen opslugt af de uhyggelige scener og spændingen, men ved anden og tredje visning ser man endelig de skjulte forvarsler og antydninger overalt. Detaljer som hvor karakterernes blikke strejfer, hvem der var hvor, og hvordan bordpladserne er arrangeret i bestemte scener, fungerer som brikker der antyder sandheden. Som 'The Usual Suspects' eller 'The Sixth Sense', er det en film der kræver gensyn. Derfor bliver dette værk ved med at blive genvurderet over tid og forbliver på ranglister over gyserfilm. Det er også et sjældent eksempel på en vellykket blanding af koreansk følelse og vestlig psykologisk thriller grammatik. Som at tilføje ost til kimchi-stuvning og finde ud af, at det faktisk smager godt.
Det er ikke uden kritik. For førstegangsseere kan udviklingen efter midten føles lidt forvirrende. Når tonen af rædsel, psykologisk drama og familiedrama blandes, kan der være øjeblikke hvor det er uklart, hvad der skal være det centrale fokus. I den sidste del bliver flere scener samlet op på én gang, og en slags forklaringsdel følger, hvilket kan dele publikum. For nogle er denne forklaring venlig og chokerende, mens for andre kan det føles som om mysteriets tomrum er fyldt for meget. Som at se en tryllekunstner der venligt forklarer tricket. Men i betragtning af den overordnede kvalitet og følelsesmæssige tæthed, er dette mere et spørgsmål om smag.
Det interessante er, at 'A Tale of Two Sisters' har peget på en ny retning for koreansk gyserfilm. Indtil da havde koreanske gyserfilm fokuseret på sommerunderholdning eller engangsskræk, men dette værk gjorde sår, traumer og fragmenter af minder til kernen i rædslen. Flere koreanske gyser- og thrillerfilm der fulgte, har brugt virkelige sår som familievold, skolevold og generationskonflikter som temaer, og denne film har haft en betydelig indflydelse på det. Det har sat en benchmark for at visualisere undertrykkelse og skyldfølelse i det koreanske samfund inden for genrens rammer. Som 'Ringenes Herre' satte standarden for fantasyfilm.
Hvis du vil møde en K-grusom eventyr
Hvis du reagerer mere på kvælende stilhed og ubehagelige blikke end på høje lydeffekter og blodige scener, vil 'A Tale of Two Sisters' efterlade et varigt indtryk. Som eftersmagen af en god vin.
Hvis ordet 'familie' alene gør dig lidt kompliceret i sindet, kan denne film give en mærkelig katarsis. Filmen viser i rædselsform, at blodsbånd nogle gange kan være mere grusomme end ikke-blodsbånd, og at man kan såre hinanden dybest i de nærmeste omgivelser. Som om en familieterapi-session er blevet tilpasset til en gyserfilm, ville det være mærkeligt at sige.
Hvis du er klar til at konfrontere stille sår direkte, og ønsker at en gyserfilm skal blive ved med at spille i dit hoved længe efter den er slut, er 'A Tale of Two Sisters' værd at genopdage. Du vil opleve, at alt fra vinden ved floden, mørket i huset, tallerkenerne på bordet og en enkelt medicinpose kommer til at bære betydning. Efter at have set denne film, kan dit blik på mørke korridorer, skabsdøre og familiefotos ændre sig subtilt. Og du vil måske endda få lyst til at tjekke under sengen i et stykke tid. Ikke for sjov.
