[magazine kave]=Lee Tae-rim reporter
I et meget lille stue sidder hele familien tæt sammen omkring et lavt spisebord. TV-lyden er høj, men det der overdøver det, er Park Hae-mi (Park Hae-mi) råb. Hun klager over, at de ikke studerer, at de skal tabe sig, at deres karakterer falder... En storm af irettesættelser fylder huset. I et hjørne viser Lee Soon-jae (Lee Soon-jae) sin absurde opmærksomhedssøgende adfærd og praler med unødvendig karisma, mens Lee Joon-ha (Jung Joon-ha) som sædvanlig bare griner nervøst. Den nyligt tilberedte ramen lugt og hænder, der retter på skoleuniformen, samt sønnerne, der smækker døren bag sig, når de går ud. Sitcom'en 'Uden hæmninger, høj spark' begynder med denne yderst almindelige scene fra hverdagen. Men denne almindelighed bliver, som episoderne hober sig op, et monumentalt landskab, der sjældent kan erstattes i koreansk sitcom-historie. Ligesom 'Friends' gjorde Central Perk caféen til et ikon, har 'Uden hæmninger, høj spark' indprentet den lille stue som en miniature af den koreanske familie.
I centrum af dramaet er Lee Soon-jae familien, også kendt som 'Soon-jae familien'. Lee Soon-jae, der er leder af en traditionel medicinsk klinik og anser sig selv for at være familiens overhoved, er både ubegribelig, autoritær og stædig. Udenfor er han en respektabel direktør, men så snart han træder ind i sit hjem, forvandles han til en barnlig bedstefar, der skaber alle mulige problemer. Det er som om Homer Simpson fra 'The Simpsons' har påtaget sig rollen som en 70-årig koreansk mand. Hans modstander er hans svigerdatter og kollega, Park Hae-mi. Hae-mi, der betragter selvudvikling og diæt som en religion, forsøger at definere alt i huset ud fra sin egen standard for et 'succesfuldt liv'. I mellemtiden er Lee Joon-ha en sand pose, der altid bliver slået omkring. Denne far, der har en uklar kærlighed, evner og tilstedeværelse, skaber altid større problemer, når han forsøger at løse situationen. Det er som om Phil Dunphy fra 'Modern Family' er kommet til Korea.
I søskendelinjen er kontrasten mellem den legesyge og vilde Lee Yoon-ho (Jung Il-woo) og den pligtopfyldende Lee Min-ho (Kim Hye-sung) en central akse. Yoon-ho har slet ingen interesse for studier og skal mindst en gang om dagen skabe en absurd situation for at føle sig tilfreds. På den anden side er Min-ho en pligtopfyldende gymnasieelev, der presser sig selv i en stram tidsplan. Men dramaet placerer ikke disse to som en simpel 'slacker vs. overachiever'. Yoon-ho er skør, men også meget kærlig, mens Min-ho er intelligent, men klodset i at udtrykke følelser. Deres skænderier er både et portræt af teenagebrødre og en rivalisering, hvor de ønsker at ligne hinanden, men ikke vil indrømme det. Det er som om forholdet mellem Andrew og Fletcher fra 'Whiplash' er blevet fortolket i en brødreversion.
Urealistisk, men ekstremt realistisk
Den person, der bringer både en afgørende sprække og liv til denne husstand, er den nytiltrådte engelsklærer, Seo Min-jeong (Seo Min-jeong). Min-jeong, der er kommet tilbage fra USA, er en 'Konglish-lærer', hvis personlighed, tale og tankegang ikke er almindelige på nogen måde. I skolen bliver hun styret af eleverne, og hjemme flytter hun ind som lejer og begynder at leve sammen med Soon-jae familien. Med Min-jeongs ankomst begynder følelserne mellem Yoon-ho og Min-ho brødrene at ryste. For Yoon-ho bliver Min-jeong til den første kærlighed, mens hun for Min-ho bliver til en 'voksen, der også er som et barn', som han slet ikke kan forstå. Forholdet mellem de tre, der bevæger sig mellem klasseværelset, taget og gyden, efterlader en mærkelig spænding og bittersød efterklang, selv i sitcomens lette åndedrag. Det er som om '(500) Days of Summer' er blevet fortolket i sitcom-format, med en sød og bitter smag.
Skolelinjen er endnu en akse. I det rum, hvor lærere og studerende, forældre og lærere, akademier og optagelsesprøver er sammenflettet, indfanger 'Uden hæmninger, høj spark' teenagernes hverdag og bekymringer. Oprørske vittigheder og rystende hænder foran lærerværelset, skænderier om mad og ansigtet, der stivner, når man modtager karakterbladet. Hver episode har lette emner, men de følelser, der ligger bag, er overraskende alvorlige. Første kærlighed, venskab og konkurrence, usikkerhed om familiens økonomi og fremtid følger med latter som skygger. Ligesom 'Freaks and Geeks' skildrer outsidere i amerikanske gymnasier, kan 'Uden hæmninger, høj spark' siges at fange de almindelige studerende i koreanske gymnasier.
Som en sitcom er fortællingens struktur strengt episodisk. En dag er det Lee Soon-jaes absurde kærlighedshistorie i hans alderdom, der er i centrum, og en anden dag er det Yoon-hos karakterblad, eller Min-hos oprør, eller Seo Min-jeongs fejl, der bliver hovedplottet. Alligevel, som episoderne hober sig op, dannes der en klar narrativ akse mellem karaktererne. Hvem kan lide hvem, hvem er skuffet over hvem, og hvilke traumer bærer de, afsløres lidt efter lidt. Jo længere man kommer ind i historien, jo mere konvergerer disse relationer og skaber bølger af følelser, der går ud over komedien. Men hvad der sker i slutningen, og hvordan karaktererne ændrer sig derefter, vil jeg gerne lade stå åbent for dem, der endnu ikke har set dette drama. Indtrykket af 'Uden hæmninger, høj spark' fuldendes i, hvordan den opbyggede latter og følelser vrides og forbliver i hukommelsen indtil det sidste.
Ikke kun komedie, men en sitcom med fremragende kunstnerisk værdi
Grunden til, at 'Uden hæmninger, høj spark' betragtes som en af højdepunkterne i koreansk sitcom, er ikke kun fordi den er sjov. Dette værk er fremragende i både karakterernes dybde og den realistiske skildring. Lad os først se på karaktererne. Lee Soon-jae er den sidste generation i et patriarkalsk samfund, men samtidig er han den, der først bliver til et komisk objekt. Han forsøger at styre familien med en autoritær tone, men i virkeligheden er han en ensom gammel mand, der er mere påvirket af ensomhed og stolthed end nogen anden. I øjeblikket, hvor han bliver ignoreret af sine børnebørn, og i øjeblikket, hvor han mister sin plads i familien, reagerer han overdrevent. Denne overreaktion bliver til komedie, men seeren opdager samtidig et velkendt 'ansigt fra vores hus'. Ligesom Woody fra 'Toy Story' frygter at blive skubbet til side af det nye legetøj, er Lee Soon-jae bekymret for at blive glemt af tiden.
Park Hae-mi er også det samme. Udadtil er hun en hård selvudviklingsmor og en selvkærlig akupunktør, men ved nærmere eftersyn er hun en person fyldt med usikkerhed. Hendes besættelse af børns karakterer, vægt og fremtid er i virkeligheden et spejl af hendes frygt for, at den verden, hun holder fast i, kan ryste. Dramaet fremstiller ikke Hae-mi som en ensidig skurk eller en klager. Nogle gange påtager hun sig familiens rolle mere intenst end sin mand, og nogle gange viser hun både umodenhed som kvinde og mor. Måske derfor er seernes reaktioner ikke ekstremt polariserede, men bliver mere komplekse, jo flere episoder der går. Hun kan være irriterende, men også forståelig, og nogle gange latterlig, men også rørende. Det er som om, hvis en mor fra 'Lady Bird' boede i Korea, ville hun være sådan.
Historien om Yoon-ho og Min-ho brødrene er den centrale grund til, at denne sitcom fik eksplosiv popularitet blandt teenagere. Yoon-hos frihed er tæt knyttet til den lille oprørstrang hos ungdommen i den tid. At falde i søvn i timerne, spille spil i hemmelighed, lave sjove bemærkninger til læreren og blive skældt ud, og derhjemme at vise klodset selvtillid, er meget realistisk. Men denne karakter kunne ikke blive til en simpel 'problemfyldt teenager' takket være de episoder, der viste hans følelser på en delikat måde. De uventede hensyn, han viser over for Min-jeong eller familien, og de øjeblikke, hvor han lader tingene glide, selvom han ved, at han vil lide under det, gør ham til en 'problemfyldt, men uundgåelig ung mand'. Ligesom hovedpersonen i 'Ferris Bueller's Day Off' viser han essensen af en karakter, der bryder reglerne, men stadig er elsket.
Karakterer i en tilstand af liv
Dialogerne og situationerne i 'Uden hæmninger, høj spark' har en god rytme, der ikke virker forældet, selv når man ser dem igen. Selv scener, der ser ud til at være spontane improvisationer, har en solid struktur. Den samme humor gentages ikke to gange, og de fleste af dem er 'karakterbaseret humor', der naturligt springer ud fra karakterernes personligheder. Lee Soon-jaes overdrevne overreaktioner, Park Hae-mis direkte tale, Lee Joon-has klodsede sprogvaner, Seo Min-jeongs overdrevne reaktioner, Yoon-hos naive direkte bemærkninger og Min-hos alvorlige overdrivelser har alle deres egne humoristiske områder. Takket være dette griner seerne, uanset hvilken karakter der er i fokus i hver episode, i takt med den velkendte rytme. Ligesom når hvert instrument i et jazzband spiller solo, udstråler de forskellige charme.
Instruktion og redigering opretholder sitcomens hurtige tempo, men bremser modigt i følelsesmæssige scener. Normalt fokuserer sitcoms på latterpunkter og behandler følelsesscener kort. Men 'Uden hæmninger, høj spark' lader kameraet blive på de rørende øjeblikke. For eksempel, når Min-ho ikke kan skjule sin skuffelse over sin far, og hans tårer fanges i close-up, eller når Yoon-ho, der opfører sig som han vil, viser sit sande jeg, ændres BGM og vinklen fuldstændigt fra komediens rytme. Denne lille overraskelse får seerne til at tænke over 'det er ikke bare en historie, der slutter med latter', men 'det er disse menneskers liv'. Ligesom 'Scrubs' behandler liv og tab midt i hospitalets komedie, krydser den genregrænser.
Pladsudnyttelsen er også genial. Stuen, køkkenet, gangen, taget, skolegangen og klasseværelset, taget og kiosken... De få sæt, der gentages, men kameravinklerne og bevægelsesstrukturen er varierede. Især taget er en vigtig følelsesmæssig scene. Leg, flugt, tilståelse og løfter finder alle sted i dette rum. Taget, der har en baggrund af hverdagslige scener i Seoul, fungerer som et åndehul for teenagere, unge og voksne. Når hjemmet føles klaustrofobisk, og klasseværelset er kvælende, går karaktererne ofte op på taget. Kameraet fanger dem på afstand, og i et øjeblik lægger det sitcomens latter til side og ser på deres rygge. Ligesom Central Perk caféen i 'Friends' eller restauranten i 'Please Take Care of My Lady', bliver taget et helligsted for denne drama.
Hvordan helbreder man smerten i slutningen?
Grunden til, at dette værk er blevet diskuteret på tværs af generationer, er, at forholdet mellem 'virkelighed og fantasi' er passende. Det handler ikke om de skandaløse hemmeligheder fra en chaebol-familie eller grusomme forbrydelser, men om historier om mennesker, der kunne være lige omkring os. I stedet lægger det en let urealistisk overdrivelse og fantasi oven på denne hverdag. Lee Soon-jaes absurde handlinger, de tegneserieagtige hændelser i klasseværelset, og situationer, der opstår ved tilfældigheder, er ting, der sjældent sker i virkeligheden. Men de følelser, der ligger til grund, er alle realistiske. Skuffelse, jalousi, misundelse, mindreværd, spændingen ved første kærlighed og tab, ønsket om at blive anerkendt af forældre, og ønsket om at blive respekteret af børn. Fordi disse følelser er ægte, bliver de lidt overdrevede indstillinger let accepteret af seerne. Ligesom Pixar-film præsenterer legetøj eller monstre som hovedpersoner, men deres følelser er dybt menneskelige.
Selvfølgelig er der også kritikpunkter. Jo længere man kommer ind i historien, jo mere dramatisk bliver kærlighedslinjen og følelseslinjen, hvilket skaber en afstand fra den lette sitcom-tone i starten. Især nogle karakterers fortællinger bevæger sig i en overdrevent tragisk retning, og dette har været genstand for debat indtil nu. For nogle føltes den slutning som et friskt forsøg, mens det for andre så ud som en overdrivelse, der ikke var nødvendig. Ligesom slutningen af 'How I Met Your Mother' blev det et emne, der delte fansen. Desuden kan nogle kvindelige karakterers anvendelse og vittigheder om udseende og studier føles ubehagelige efter nutidens standarder. Selvom man tager højde for den tidsånd og den historiske kontekst, er der dele, der kan kritiseres, hvis man ser tilbage på det nu.
Alligevel er grunden til, at 'Uden hæmninger, høj spark' stadig diskuteres, at kærligheden til karaktererne stråler gennem skærmen. Produktionsteamet bruger ikke karaktererne som blot redskaber til latter. Uanset hvor absurde karakterernes handlinger er, viser de på et tidspunkt deres svage sider. Lee Soon-jaes ensomme ryg, Park Hae-mis opgivende suk, Lee Joon-has lille og forsigtige mod, Yoon-hos klodsede ægthed, Min-hos klodsede oprør og Seo Min-jeongs sårbare hjerte vises én efter én. Gennem denne proces begynder seerne at se karaktererne som 'mennesker, man holder af', snarere end som 'lattermaskiner'. Ligesom karaktererne i 'The Office' først ser underlige ud, men bliver mere elskelige over tid.
Et værk, der stadig diskuteres 20 år senere
Det passer til dem, der ønsker at tømme hovedet og grine i en travl hverdag, men som ikke ønsker, at latteren kun skal være let. Bare et par episoder er nok til hurtigt at blive fanget, og på et tidspunkt kommer der en uventet rørende følelse. Når dagen er slut, og man er i tvivl om, hvad man skal se på Netflix eller i genudsendelser, bliver 'Uden hæmninger, høj spark' et ret godt valg. Ligesom trøstende mad er det et værk, der altid er tilfredsstillende og varmt.
For dem, der så det som barn og nu ønsker at se det igen som voksne, vil dette drama føles som et helt andet værk. Scener, man tidligere har grinet af, viser nu forældregenerationens følelser, og de klodsede valg, man ikke forstod som teenager, fremstår nu meget klarere. Dette værk viser meget godt, hvordan empatipunkterne flytter sig, når man ser de samme scener i forskellige aldre. Ligesom følelsen af at se 'Toy Story' som barn og som voksen er forskellig, giver 'Uden hæmninger, høj spark' også forskellige indtryk afhængigt af ens alder.
Jeg vil også anbefale det til dem, der leder efter et værk at se sammen med familien. Det er ikke for meget til forældre og børn at sidde sammen og se, men det er heller ikke kedeligt. Nogle vil tænke på deres eget hjem, når de ser Lee Soon-jae og Park Hae-mi, og nogle vil mindes deres egen ungdom, når de ser Yoon-ho og Min-ho. Når det sker, kan en sætning, der deles ved bordet efter at have set dramaet, måske ændre sig lidt. I den forstand stiller 'Uden hæmninger, høj spark' stadig relevante spørgsmål. Hvorfor kan vi ikke give slip på familien, selvom vi ofte støder sammen?