[magazine kave]=Choi Jae-hyuk journalist
En mørk bjerglandsby ved daggry, tågen dækker dalen, og regnvandet drypper fra tagene. Politibetjent Jong-goo (Kwak Do-won) lider af tømmermænd fra aftenen før og forlader sit hjem. Som sædvanligt håndterer han familiekonflikter og små hændelser, og dagen i den 'larmende men begivenhedsløse landsby' ser ud til at begynde. Ligesom den første scene i 'Fargo', efterlader det kun en ildevarslende fornemmelse af, at den kedelige hverdag snart vil blive til et mareridt. Men en bizar mordsag, der finder sted et sted på den regnvåde bjergvej, vender snart op og ned på landsbyens atmosfære. Gerningsmanden står der, dækket af blod, med et tomt blik, og inde i huset ligger familiens lig spredt i en grusom tilstand. Jong-goo føler, at denne frygtelige scene er tættere på et 'mareridt' end på mennesker, men i starten forsøger han at afskrive det som en psykopat, der er påvirket af stoffer. Han ved endnu ikke, at han står midt i et overnaturligt mysterium, ligesom Dale Cooper i 'Twin Peaks'.
Problemet begynder, når lignende hændelser opstår som dominobrikker. Gerningsmændene får alle en mørkerød udslæt på huden og sløret blik, mens de slagter deres familier. Gerningsmændenes og ofrenes hjem ligger alle i en afsides landsby ved navn Gokseong, omgivet af bjerge, skove, regn og tåge. Mens en uforklarlig kollektiv vanvid spreder sig, går der rygter blandt landsbyens folk om en 'japansk gammel mand, der bor i bjergene'. Jong-goos svigermor hævder en dag med ophidset stemme, at en fremmed (Kunimura Jun), der er begyndt at bo i nærheden af landsbyen, er en dæmon, der spiser mennesker. Med vidnesbyrd fra dem, der har set ham i bjergene, bliver denne mystiske mand gradvist en syndebuk, der bærer hele landsbyens frygt og had. Ligesom landsbyboerne i 'The Wicker Man' leder efter et offer, søger Gokseong-beboerne også efter en forklarlig ondskab.
Hvad er identiteten af dæmonen, der har besat min datter?
Jong-goos liv falder fuldstændig fra hinanden, da frygten træder ind i hans hjem. Hans datter Hyo-jin (Kim Hwan-hee) begynder pludselig at bande, mumle uforståelige ord, og hendes krop får mærkelige udslæt og blå mærker. Jong-goo, der ser sin datter, der plejede at være stille og god i skolen, pludselig opføre sig som Regan fra 'The Exorcist', bliver først overvældet af frygt som far, snarere end som politibetjent. Selv efter at have besøgt hospitalet og givet hende medicin, findes der ingen årsag. En ældre mand i landsbyen, der har kendskab til trolddom, erklærer, "Dette er ikke en menneskelig sygdom," og hele landsbyen glider gradvist ind i et område, der ikke kan forklares med videnskab og fornuft. Ligesom 'Hereditary' skildrer en ondskab, der langsomt besætter en familie, fanger 'The Wailing' også præcist processen, hvor hverdagen gradvist bryder sammen.
På dette tidspunkt dukker en anden karakter op. En shaman fra Seoul, Il-gwang (Hwang Jung-min), ankommer til Gokseong i farverige klæder og med en højtråbende stemme. Efter at have set Hyo-jins tilstand med et enkelt blik, fastslår han, at kilden til uroen i landsbyen er den fremmede i bjergene. Il-gwangs ritual er en symbolsk scene i filmen. Mens trommer og gonger lyder vanvittigt, og rødt blod og gule farver fylder skærmen, krydsklippes en dødsceremoni på den ene side med den fremmedes mystiske ritual på den anden. Ligesom dåbsmontagen i 'The Godfather' eller eksorcismekampen i 'Constantine', accelererer de to ritualer, der sender besværgelser mod hinanden, og fanger publikums hjerterytme. Denne scene er en miniature af en religiøs krig, hvor koreansk shamanisme, japansk shinto og kristne symboler kolliderer.
Samtidig vandrer en mystisk kvinde i hvidt, Moo-myung (Chun Woo-hee), som et spøgelse et sted på bjergvejen. Moo-myung dukker pludselig op foran Jong-goo en dag, kaster sten og efterlader en mærkelig advarsel. Hun siger, at den fremmede er en dæmon, og at han opsluger Hyo-jins sjæl. Men Il-gwang dukker op igen og fortæller en helt anden historie. Moo-myung er den virkelige ondskab, og den fremmede kan faktisk være den, der forsøger at holde ondskaben tilbage. I en situation, hvor det er umuligt at vide, hvilken side der taler sandt, eller om begge lyver, bliver Jong-goo fuldstændig rystet. Ligesom i 'The Usual Suspects', hvor man er forvirret over, hvem der er Keyser Söze, kan publikum i 'The Wailing' heller ikke være sikre på, hvem der er den virkelige dæmon.
Jong-goo vakler konstant mellem fornuftens sprog som politibetjent, faderens instinkt, landsbyens rygter og fordomme, shamanismens og religionens symboler. Landsbyen er ikke længere et sted for 'logisk deduktion', men en psykologisk slagmark, hvor tro og mistro, rygter og frygt er sammenflettet. De mystiske altre, ofrenes billeder og ejendele, de bizarre scener, der ses i bjerggrotten, alt synes at bevise dæmonens eksistens, men efterlader også plads til andre fortolkninger. Filmen giver ikke publikum et venligt svar til sidst. Hvilken side Jong-goo vælger, og hvilken slutning det fører til, forbliver filmens mest grusomme mysterium. Ligesom 'No Country for Old Men' ikke forklarer ondskabens natur, men blot betragter den, efterlader 'The Wailing' også kun spørgsmål i stedet for svar.
Na Hong-jins 'alt i én gavepakke'
Således starter 'The Wailing's fortælling i en meget typisk ramme for en politiefterforskning og trækker gradvist billeder, der nærmer sig folkelig rædsel, religiøs thriller og zombie-horror. De konstante vittigheder og hverdagsnære humor får i starten publikum til at slappe af, men efterhånden som filmen skrider frem, fungerer selv humoren som en uhyggelig skygge af ildevarslende fare. En historie, der er sjov, men som man ikke kan grine af, og som bliver mere uforståelig, jo mere man forsøger at forklare den. Herfra udfolder værkets æstetik sig for alvor.
Hvis man dissekerer værkets kunstneriske værdi, er 'The Wailing's største kendetegn sammenstødet og hybriditeten af genrer. Denne film er en krimithriller, der foregår i en landsby, en gyserfilm med spøgelser og dæmoner, og samtidig en stor trodrama, hvor koreanske landlige landskaber, folketro, shamanisme og kristen mytologi er sammenflettet. Instruktør Na Hong-jin lader ikke disse mange lag af genrer forbruges separat, men lægger dem oven på hinanden i samme billede. Ligesom 'Parasite' indeholder komedie og thriller i samme ramme, afspiller 'The Wailing' også humor og rædsel samtidig. De klodsede vittigheder på politistationen, landsbyens mænds samtaler i baren, og scenen, hvor en præstekandidat klodset tolker japansk, føles som tyngdepunktet i virkeligheden. Men oven på disse almindelige billeder overlapper de regnvåde bjerge, sorte hunde, blodige lig og shamanens ritual, og på et tidspunkt kan publikum ikke længere skelne mellem, hvad der er virkelighed, og hvad der er mareridt. Ligesom i David Lynchs film bliver grænsen mellem virkelighed og hallucination sløret.
Kernen i instruktionen er en stædig besættelse af 'uklarhed'. Findes ondskab, og hvis den gør, hvilken ansigt har den? Filmen løser ikke dette spørgsmål som en grundlæggende opgave. Den fremmede, der er japansk, skildres som en gammel anden i det koreanske samfund, en let mistænkt og hadet figur. Han strejfer rundt i skovene som et vildt dyr, ses nær blod og lig, og har fyldt sit hjem med talismaner og altre. Men i hans blik skimtes frygt og uretfærdighed, og han ser ud som et jaget dyr. Omvendt fremstår Moo-myung i hvidt og barfodet som en hellig figur, men kameraet ser ofte ned på hende eller skjuler hendes ansigt, hvilket konstant bryder publikums sikkerhed. Ligesom 'Shutter Island' forråder publikums tro, underminerer 'The Wailing' også tilliden til synet.
En ukendt verden, som kun instruktøren kender svaret på
Denne uklarhed er dybt indlejret ikke kun i historiens struktur, men også i filmens mise-en-scène og fotografering. Bjergtågen og regnvandet, nattens mørke og daggryets blå lys blander sig konstant over hele skærmen. Bjerglandsbyen er ikke filmet som et 'landskab', men som en 'følelse'. Krukker, drivhuse, smalle bjergveje, den gamle politistation, det rodede landsbybillede er alle detaljeret placeret, men disse velkendte billeder bliver på et tidspunkt til baggrunden for rædsel. Ligesom 'Signs' gjorde en almindelig Pennsylvania-gård til en scene for rædsel, forvandler 'The Wailing' også den koreanske landsby til en dæmons territorium. Selv efter filmen er slut, vil publikum opleve, at Gokseongs efterbillede langsomt dukker op, når de passerer en bjergvej på en regnvejrsdag.
Lyddesign og musik er også elementer, der har placeret 'The Wailing' som en milepæl i koreansk gyserfilm. Der er stort set ingen traditionelle jumpscares i denne film. I stedet er det naturens lyde som dyreskrig, regn, insekter, knækkende træer og fjerne menneskelige skrig, der skaber lagene af rædsel. Når musikken fra ritualscenen tilføjes, giver det en næsten trance-lignende fordybelse. Rytmen gentages konstant, men klangfarven og instrumenterne ændrer sig lidt, hvilket slider på publikums nerver. I stedet for at rædslen pludselig slår til, føles det som om den langsomt besætter kroppen. Ligesom rædslen i 'Midsommar', der udfolder sig i sollys, udfolder 'The Wailing's ritual også et mareridt i lyse farver.
Skuespillernes præstationer kan heller ikke overses. Jong-goo fremstår i filmens begyndelse som en typisk landbetjent, der er mere irriteret end ansvarlig. Han bliver forskrækket, mens han tager billeder på gerningsstedet, udveksler bandeord med kollegerne og virker som en 'forvirret' far, der bliver påvirket af shamanens ord. Men som filmen skrider frem, akkumuleres træthed, frygt, skyld og tvivl lag for lag i Jong-goos ansigt. På et tidspunkt vil publikum spørge sig selv, 'Er denne mand virkelig inkompetent, eller ville enhver i denne situation bryde sammen?' Dette spørgsmål er forbundet med filmens syn på mennesket. Ligesom Brody i 'Jaws' er en magtesløs menneske over for hajen, er Jong-goo også blot en far over for ondskaben.
Il-gwangs tilstedeværelse er en anden akse. Han fremstår først med et farverigt ritual og en selvsikker tone som en 'dygtig shaman', der er velkendt for det koreanske publikum. Men efterhånden som sagen uddybes, afsløres det, at han også blot er et menneske, der er fanget i frygt. Hvad han virkelig troede på, og hvor meget han var sikker på sine ord og ritualer, forbliver uklart. Moo-myung er en karakter, der huskes mere for sit blik og kropssprog end for sine replikker. Når hun dukker op, forvrænges skærmens atmosfære lidt. En gang som en frelse, en anden gang som en katastrofe. Den fremmede forklarer sig selv mere med stilhed end med ord. Hans hus, hans ejendele, den retning han ser i, kaster kun gåder til publikum. Ligesom Anton Chigurh i 'No Country for Old Men' er han en inkarnation af uforklarlig ondskab.
Et bemærkelsesværdigt værk, der ikke kun kan betragtes som 'rædsel'
Selvfølgelig er denne film ikke en venlig oplevelse for alle seere. Spilletiden er lang, og historiens struktur er langt fra den typiske Hollywood-gyser. For seere, der forventer en klar ondskab, perfekte svar og en tilfredsstillende katarsis, kan 'The Wailing' føles som en frustrerende og uvenlig film. De sidste sekvenser, der kræver fortolkning, og de mange twists og anti-twists kræver koncentration. For nogle seere kan genrerne være så blandede, at de efterlader et indtryk af kaos. Men hvis man kan udholde denne uvenlighed og følge filmen til dens sidste scene, vil man opleve, at 'rædsel' er en følelse, der er mere end blot chok eller afsky. Ligesom 'The Blair Witch Project' skabte en uset rædsel, skaber 'The Wailing' også en rædsel, der ikke kan bekræftes.
De, der søger en film, der ikke kan defineres med et enkelt ord som 'gyserfilm', kommer til at tænke på. Ikke blot en skræmmende film, men en film, der efterlader ens sind i forvirring i flere dage, en film, hvor man ønsker at tygge på hver scene og tilføje sin egen fortolkning. For dem er 'The Wailing' det perfekte materiale. Hvis man elsker eksperimentel rædsel, der bryder genrens rammer, vil den forvirring og uro, som 'The Wailing' skaber, snarere være en stor fornøjelse. Ligesom dem, der elsker 'Twin Peaks' eller 'True Detective' sæson 1, vil finde 'The Wailing's mysterium fascinerende.
For dem, der er lidt trætte af livet og har set verdens begivenheder gennem nyhederne og har spurgt sig selv "Hvorfor sker dette?", vil Jong-goos ynkelige bagside forblive særligt smertefuld. Med en familie at tage sig af, en verden der ikke går som ønsket, og en stadig mere uklar standard for troværdighed, viser 'The Wailing' brutalt ærligt, hvilke valg et menneske kan træffe. I Jong-goo, der vakler uden at kunne give et perfekt svar, vil publikum kortvarigt møde deres eget ansigt. Ligesom Charlie i 'The Cable Guy' konfronterer sin egen magtesløshed, konfronterer Jong-goo også sine egne begrænsninger.
Endelig, hvis du vil se den koreanske bjerglandsby, traditionel tro og folkelig rædsel på skærmen, er denne film næsten en obligatorisk del af din visningsliste. De billeder i filmen, hvor vestlige dæmoner, koreanske bjergguder, shamanisme og kristendom, regn, tåge, blod og jord er blandet sammen, er svære at glemme, når man først har set dem. Oplevelsen af at se 'The Wailing' kan måske sammenlignes med at gå ind i en dyb bjergvej uden nogen garanti for svar. Vejen tilbage vil ikke være behagelig. Men når man først har gået den vej, vil man opdage, at efterfølgende gyserfilm føles meget enklere. I den forstand er 'The Wailing' ikke blot en gyserfilm, men en demonstration af koreansk films styrke.
