Verden har nu fokus på Koreas 'træthed'. Bag de strålende K-pop neonskilt og de dynamiske K-drama fortællinger, er der stille, men enormt voksende en affekt, nemlig 'burnout'. Da den britiske 『Economist』 rapporterede, at "skru ned for K-pop og fokusér på K-healing", rapporterede de ikke blot om en bestseller trend i Korea. De vidnede om den kollektive apati, som det moderne kapitalistiske samfund i Korea oplever, og den mærkelige litterære respons, der spirer derfra.
Tidligere 'K-healing' romaner har opfordret læserne til at 'tage en pause' gennem varme trøst og beskedne bånd, der foregår i convenience stores, boghandlere og vaskerier, men Jeon Yejin og Kim Yuna flytter stedet for denne pause til 'undergrunden' og 'det indre dyb'. Deres verden er ikke blot en simpel trøst. Det er en brutal gravearbejde for overlevelse og et arkæologisk arbejde, der samler sandheder fra ruinerne af brudte tillid. Gennem Jeon Yejins roman 『De Underjordiske Convenience Store Overlevende』 og Kim Yunas novellesamling 『Sandhed som man kan tro på』, undersøger de, hvordan den patologiske tilstand af 'træthed' i det koreanske samfund er blevet omdannet til litterære aktiver, og hvorfor disse tekster skaber uundgåelig resonans hos globale læsere.
For at forstå moderne koreansk litteratur er det nødvendigt at se gennem linsen af 'træthedssamfundet (The Burnout Society)', som den tyske filosof Byung-Chul Han har diagnosticeret. Det 21. århundrede er en tid, hvor disciplin og forbud er blevet erstattet af en præstationssamfund, hvor positivitet dominerer med "man kan (Can)". Her bliver individet ikke udnyttet af andre, men bliver både gerningsmand og offer, der udnytter sig selv. Karaktererne i Jeon Yejin og Kim Yunas romaner er flygtninge, der er undsluppet dette fængsel af 'man kan'. De erklærer, at de "bare vil ligge ned uden at høre noget" og bryder sociale forbindelser for at isolere sig selv. Dette er ikke et nederlag, men den mest radikale og passive modstand for at genvinde det, som Byung-Chul Han kalder "refleksiv pause". Vestlige læsere ser deres egen fremtid eller nutid i den isolation og træthed, som karaktererne i koreansk litteratur oplever. Store forlag som Penguin Random House sender kærlighedsopkald til koreansk litteratur, ikke som en simpel eksotisk smag, men baseret på en deling af samtidens smerte (Synchronized Suffering).
Jeon Yejin, der debuterede i 2019 med Korea Times' nye forfatterkonkurrence, viser en enestående evne til at 'springe fra virkelighedens elendighed til fantasiens grammatik'. Fra debutværket har hans stil skarpt fanget krisen i selvstændig erhvervsliv og den unge generations mangel på steder at gå hen, uden at overforbruge følelser, men med en kold humor, der stikker ind i læserens indre. For Jeon Yejin er fantasi ikke et tilflugtssted, men et forstørrelsesglas, der viser virkeligheden mere klart. Hans første roman 『De Underjordiske Convenience Store Overlevende』 begynder med, at den burnout-ramte unge 'Seonwoo' søger efter 'Gorani Convenience Store' dybt inde i bjergene.
Det 'Gorani', der optræder i titlen og baggrunden, er en symbolsk skikkelse i det koreanske samfund. Det er en truet art, men i Korea er den så almindelig, at den er blevet klassificeret som en skadelig art og kaldes synonymt med vejdrab. Jeon Yejin sætter denne 'Gorani' i front og skildrer et selvportræt af den unge generation, der ikke får beskyttelse og er dømt til at dø på vejen. 'Gorani Convenience Store', som Seonwoo besøger, er et samlingspunkt for overskud, der er blevet kastet ud af samfundets motorvej. Gæsterne i 'grave hotellet' under convenience store skal betale for at få tildelt en seng, men i stedet får de en pandelampe og en feltspade for at grave deres eget værelse.
I grave hotellet samles sårbare personer som alkoholikere og mislykkede forretningsfolk for at danne en 'løs solidaritet', hvor de ikke blander sig i hinandens liv. Jeon Yejin stiller spørgsmålstegn ved essensen af de relationer, som moderne mennesker længes efter. Vi ønsker at være helt isolerede, men samtidig ønsker vi, at nogen skal være ved vores side. Den sidste replik, "Lad os i det mindste holde kontakten", viser, at fuldstændig adskillelse er umulig, og hvad der kan være det mindste redskab, som de sårede kan give hinanden.
Hvis Jeon Yejin dissekerer samfundet gennem rum, så kigger Kim Yuna ind i de fine revner i menneskets indre med et mikroskop. Kim Yunas første novellesamling 『Sandhed som man kan tro på』, der debuterede i 2020, repræsenterer ironisk den moderne samfunds usikkerhed allerede fra titlen. Vi lever i en tid, hvor vi kun selektivt accepterer sandheden, som vi kan 'tro på'. Karaktererne i Kim Yuna er ikke skurke. Jo mere livet bliver overvældende, jo mere bedrager de sig selv lidt ad gangen for at klare sig. Forfatteren fanger roligt det øjeblik, hvor de små løgne, som karaktererne har bygget op, falder fra hinanden og afslører 'sandhedens ansigt'.
For nylig, hvis koreanske romaner, der har haft succes på det globale marked, tilbyder 'sikre rum' og 'nemme løsninger' som 'cozy healing', så er værkerne af Jeon Yejin og Kim Yuna 'dark healing' eller 'realistisk burnout litteratur'.
Forskellen i rum: I stedet for solrige boghandlere, foregår det i fugtige og mørke underjordiske huler eller i en kollapset verden.
Metoden til løsning: I stedet for magisk helbredelse viser det en proces, hvor man konfronterer smerte og stille holder ud.
Læseroplevelse: I stedet for øjeblikkelig trøst efterlader det en lang efterklang og refleksion, når bogen er lukket.
Den engelsksprogede forlagsverden har allerede opdaget potentialet i denne 'mørke' koreanske litteratur. Jane Lawson, redaktør hos Penguin Random House, nævnte, at "koreanske romaner er blevet en pludselig stor trend". Romanerne af Jeon Yejin og Kim Yuna er stærkt indhold, der sigter mod en global læserskare, der ikke er tilfredse med eksisterende healing romaner, men ønsker dybere litterære præstationer og samfundskritiske perspektiver. 'K-burnout' er nu blevet en universel menneskelig tilstand (Human Condition), og de koreanske forfatteres løsninger på dette giver en gyldig filosofisk vejledning til læsere over hele verden.
Jeon Yejins 『De Underjordiske Convenience Store Overlevende』 og Kim Yunas 『Sandhed som man kan tro på』 stiller spørgsmålene. "Hvor flygter du hen lige nu?" og "Er det billede, du møder i slutningen af din flugt, sandt?" Disse to forfattere er tegn på en ny modenhed, som koreansk litteratur har nået. De synger ikke let om håb. I stedet gennemgår de bunden af fortvivlelse og giver trøst, som kun kan findes på bunden, som små småsten.
Jeon Yejin giver mod til at sælge 'sin egen hule'. Den hule er ikke en adskillelse fra verden, men en minimums forsvarslinje for at beskytte sig selv.
Kim Yuna giver styrken til at udholde 'ufuldkommen sandhed'. Selvom det ikke er perfekt, og selvom det er lidt ynkeligt, er det en lettelse, der kommer fra at anerkende, at det er menneskeligt.
For moderne mennesker, der kører usikkert på vejen som Gorani, vil deres romaner være en 'nødbane' og 'underjordisk bunker', hvor man kan stoppe op og trække vejret. Nu går koreansk litteratur ned i jorden. For at hente det mest universelle lys fra den dybeste bund.
