En kugle affyret på lærredet for 52 år siden har ramt asfalten midt i Seoul i 2026. Opgøret om filmen 〈The Assassins〉, instrueret af Hur Jin-ho og med Yoo Hae-jin, Park Hae-il og Lee Min-ho i hovedrollerne, er et dramatisk eksempel på, hvordan en kommerciel film kan berøre et lands dybeste historiske traume og udløse en samfundsmæssig borgerkrig.
Filmen passerede kort efter premieren to millioner biografgængere og indtog førstepladsen på billetlisterne. Nu udkæmper den to vidt forskellige krige i og uden for biograferne. Inde i salene begejstres publikum af en minutiøs thriller, der undersøger mysteriet om attentatforsøget mod tidligere præsident Park Chung-hee den 15. august 1974, hvor hans hustru Yuk Young-soo blev ramt. Udenfor er konflikten blevet fysisk: Konservative grupper har indgivet politianmeldelser og klager, der har været demonstration foran hovedrolleindehaveren Yoo Hae-jins hjem, og terrortrusler har endda ført til aflysning af dele af Busan International Film Festivals (BIFF) officielle program samt et arrangement med skuespilleren Lee Min-ho.
Det er tydeligt, hvorfor internationale fællesskaber, herunder Reddit, og udenlandske filmkritikere følger dette besynderlige fænomen. Spørgsmålet er, hvordan en begivenhed fra mere end et halvt århundrede siden stadig kan være så sprængfarlig, at den lammer hverdagen i et højtudviklet demokrati i det 21. århundrede.
Koreansk films kamp om arkiverne trodser »monopolet på erindringen«
Set med vestlige øjne følger fortællestrategien i 〈The Assassins〉 samme spor som Oliver Stones 〈JFK〉 fra 1991 og David Finchers 〈Zodiac〉. Den lægger arkivmaterialet om en historisk begivenhed, som staten officielt har afsluttet og lagt bag sig, under lup og udfylder de logiske huller mellem linjerne med filmisk fantasi. Journalisten og efterforskeren, som i filmen utrætteligt undersøger kræfterne bag begivenheden og modsigelserne på gerningsstedet, bliver ved med at stille de spørgsmål, den officielle historieskrivning ikke har besvaret.
Problemet er, at 1970’erne i det koreanske samfund ikke blot er »fortid«, men fungerer som en »helligdom«, der er direkte forbundet med nutidens politiske legitimitet. Hvor de to store fortællinger om den økonomiske væksts mirakel og den autoritære tids skyggesider støder sammen, opfatter nogle de filmiske spørgsmål i 〈The Assassins〉 ikke som »kunstnerisk udtryk«, men som en »fornærmelse mod samfundsordenen og erindringen«.
Med den franske historiker Pierre Noras begreb om »erindringssteder« (Lieux de mémoire) kan man sige, at de afgørende vendepunkter i Koreas moderne historie endnu ikke har bundfældet sig som »historie« gennem en samfundsmæssig fælles forståelse. De er fortsat kamppladser, som hver lejr gør eksklusivt krav på. Ligesom 〈12.12: The Day〉 genkaldte militæroprøret i 1979 og rystede generationernes historieopfattelse, har 〈The Assassins〉 bragt tragedien fra 1974 tilbage i den offentlige debat og antændt en grundlæggende magtkamp om, »hvem der har ret til at huske og fortælle historien«.
Grænsen mellem fiktion og journalistik – og paradokset ved »fysisk censur«
Det mest chokerende for udenlandske læsere er ikke styrken af den ideologiske uenighed, men den måde, den kommer til udtryk på. At omringe en skuespillers private hjem i protest mod indholdet i en kommerciel film med fiktive elementer, fordi vedkommende har spillet en fiktiv karakter, og at true sikkerheden ved Asiens største filmfestival, Busan International Film Festival, så skuespillere hindres i at møde op, er et sjældent syn i vestlige demokratier.
Hvor statens officielle forhåndscensur er forsvundet, er en tid med såkaldt »privat censur« indtrådt: Ideologisk drevne interessegrupper og fans bruger fysisk magt til at gribe ind. Ironisk nok har de voldsomme protester og krav om at forbyde filmen samtidig fungeret som omtale, der har lokket unge i 20’erne og 30’erne i biografen.
Internationale medieforskere hæfter sig ved den særlige position, som koreanske historiske dramaer indtager. Mens Hollywood fortaber sig i franchisebaserede superheltefilm og sikker genbrug af kendte værker og gradvist mister sin stemme i samfundsdebatten, rammer den koreanske kommercielle filmbranche de mest følsomme og farlige brændpunkter i den moderne historie direkte. Den opnår på én gang publikumssucces og skaber en offentlig debat. Filmen er dermed mere end underholdning: Den fungerer som »stedfortrædende journalistik«, der forsøger at gøre op med en historisk gæld, som det etablerede politiske system og medierne ikke har håndteret.
Kun spørgsmål uden berøringsangst kan bringe historien videre
Naturligvis bør de filmiske friheder og det konspiratoriske blik i 〈The Assassins〉 give anledning til en indgående akademisk og kritisk debat om, hvor godt de stemmer overens med den historiske virkelighed. Filmskaberen må også tage imod kritikken af at bruge en historisk tragedie som råstof for kommerciel spænding.
Men én ting er klar: Forsøg på at lukke munden på dem, der stiller spørgsmål, kan aldrig beskytte sandheden. Ligesom Tyskland efter Auschwitz og USA efter Vietnamkrigen og Watergate har bearbejdet nationale traumer gennem vedvarende filmiske skildringer og smertefuld selvransagelse, afhænger et samfunds kulturelle modenhed af, hvor frit det kan tale om sine mest smertefulde skyggesider.
Den besynderlige uro omkring 〈The Assassins〉 er en forsinket vokseværk, som det koreanske samfund gennemlever – og paradoksalt nok et bevis på den koreanske films utæmmede livskraft. Skuddene lød i 1974. Men kulturkampen i Korea i 2026 om, hvordan deres ekko skal nedfældes og fortolkes, stiller endnu i dette øjeblik publikum verden over et tungtvejende spørgsmål: Hvor langt må kunsten gå med sine spørgsmål i historiens retssal? Og er vi parate til at se de ubekvemme spørgsmål i øjnene?