Den sorte blæks dybde, den hvide stilhed derover... Choi Byung-so's 'Meningen og Meningsløsheden'

I februar 2026 er vinteren i Seoul usædvanligt kold og tør. Når vi træder ind i Perrotin Seoul, åbner vi døren til en kæmpe væg af stilhed. Den væg er sort. Men det er ikke bare en simpel sort. Det er lag af tid, der er skabt af tusinder, titusinder af håndbevægelser, og det er sporene af en brutal kamp, der opstår i processen, hvor sprog (Language) reduceres til stof (Matter). I september 2025, i en alder af 82 år, døde mesteren inden for koreansk eksperimentel kunst, Choi Byung-so. Denne udstilling 《Untitled》 (20. januar 2026 - 7. marts 2026) går ud over blot at være en retrospektiv. Det er en storslået requiem, der beviser, hvordan en kunstner, der har viet sit liv til æstetikken af 'udslettelse (Erasing)', har formået at dæmpe tidens støj og nå ind til kunstens essens og menneskets eksistens' kilde.

Choi Byung-sos kunst er knyttet til valget af materialer og den særlige karakter af koreansk moderne historie. I 1970'erne var lærred og olie maling en luksus for en fattig ung kunstner. I stedet fokuserede han på de mest almindelige materialer omkring os, nemlig avispapir og billige kuglepenne. Især den 'Monami 153 kuglepen', som han har brugt hele sit liv, er et skriveværktøj, der har været en del af koreanernes hverdag siden produktionen i 1963. Kunstneren udførte en subversiv handling ved at bruge dette mest populære og billige værktøj til at producere den ædle værdi af 'kunst'.  

Det 'avispapir', der danner grundlaget for hans arbejde, symboliserer den dårlige papirproduktionsteknik fra genopbygningsperioden efter 1950'erne. Den ru overflade og den gule farve gør, at avispapiret let kan rives og slides, blot ved at skrive på det. Minderne om dette avispapir, der blev brugt som skolebog i hans barndom, blev en dyb traume og inspirationskilde for kunstneren. Han sublimere den fysiske grænse, hvor papiret river sig, det vil sige tilstanden lige før stoffet bryder sammen, til en kunstnerisk form for sprog.

Choi Byung-sos arbejdsproces kræver hårdt fysisk arbejde. Han begynder med at tegne linjer på avispapiret med kuglepennen. Han tegner tæt, indtil teksten ikke længere kan ses. Blækket fra kuglepennen trænger ind i papirfibrene, og på grund af friktion bliver papiret tyndere og revner på flere steder. Ovenpå påfører han igen grafit fra en 4B blyant.

Gennem denne proces forvandles avispapiret til en metallisk overflade, der ikke længere er papir, men som bærer glansen af grafit. De store værker, der fylder udstillingslokalerne på 1. og 2. etage i Perrotin Seoul, viser en tekstur, der minder om sort stålplade eller gammelt læder. Dette er et tredje stof, der er født af den kemiske kombination af blæk, grafit og kunstnerens sved. Papirets skrøbelighed forsvinder, og kun den solide materie (Materiality) som resultat af arbejdet forbliver. Besøgende vil her opleve en overvældende visuel tæthed og sublim skønhed.

For at forstå Choi Byung-sos kunstneriske rødder skal man nøje undersøge den tidsmæssige og rumlige baggrund i 'Daegu' i 1970'erne. På det tidspunkt var Daegu et mekka for eksperimentel kunst, der gjorde oprør mod det konservative kunstmiljø og det nationale kunstsystem centreret omkring Seoul. Choi Byung-so var en af grundlæggerne og en central figur i den første moderne kunstfestival i landet, 《Daegu Contemporary Art Festival》, som blev grundlagt i 1974.  

I 1975 dannede han, sammen med Kang Ho-eun, Kim Gi-dong, Lee Myung-mi og andre, den avantgarde kunstnergruppe '35/128', som henviser til Daegus breddegrad (35 grader) og længdegrad (128 grader). Denne gruppe førte an i konceptuelle eksperimenter, der brød med den eksisterende kunstverden og dens autoritet og formalistiske tilgang, og sagde, at "kunst kan eksistere uden at blive tegnet". I denne periode bevægede Choi Byung-so sig på forkant med den koreanske avantgarde, mens han arbejdede med forskellige medier som video, installation og happenings. Dette var en proces, der blev formet i interaktion med samtidige eksperimentelle kunstnere som Kim Ku-rim, Lee Kang-soo og Park Hyun-ki, og det var en måde at opbygge en unik koreansk eksperimentel kunst, der adskilte sig fra vestlig minimalisme og japansk Mono-ha.

I midten af 1970'erne var det den dystre politiske situation, der var en afgørende faktor for, at Choi Byung-so begyndte at arbejde med avispapir. Under Yushin-diktaturet blev pressen strengt kontrolleret, og aviserne bragte kun censurerede sandheder. I en tid, hvor pressens funktion var lammet, blev aviser ikke længere et medie til at formidle information, men blot en samling af bedrageriske tekster.

For Choi Byung-so, der dengang var i 30'erne, var handlingen at knuse og slette avisartikler med kuglepennen en udtryk for vrede over de undertrykte ord, og en passiv, men kraftfuld modstand mod de falske skrifter. Nogle kritikere fortolker dette som en modstand mod presseundertrykkelse. Men kunstneren udvidede senere dette til en dimension af 'selvdisciplin', der gik ud over politiske handlinger. Hans ord, "Det handler ikke om at slette avisen, men om at slette mig selv", viser, at han har sublimere tidens smerte ind i en kunstnerisk praksis.  

Choi Byung-sos tidlige aktiviteter blev i lang tid overskygget af Dansaekhwa-bølgen og fik relativt lidt opmærksomhed. Men udstillingen 《Koreansk Eksperimentel Kunst 1960-70'erne (Only the Young: Experimental Art in Korea, 1960s–1970s)》, som blev co-hosted af National Museum of Modern and Contemporary Art og Solomon R. Guggenheim Museum i 2023, blev en afgørende faktor for at repositionere ham som en central kunstner inden for koreansk eksperimentel kunst. Denne udstilling gjorde det klart, at Choi Byung-sos arbejde ikke blot er en simpel flad maleri, men en 'konceptuel handlingskunst', der er født i den hastigt forandrende politiske og sociale kontekst i Korea. Den nuværende udstilling i Perrotin Seoul vil være et vigtigt øjeblik for at styrke hans kunsthistoriske status, da det er den første solo-udstilling efter hans død og den første udstilling, der finder sted lige efter denne internationale genvurdering.  

Et særligt punkt, der skal bemærkes i denne Perrotin-udstilling, er, at kunstneren præsenterer en række værker, hvor han bevidst har efterladt bestemte dele eller former, ud over den eksisterende metode med at slette hele avispapirets overflade. Dette antyder, at kunstnerens 'sletning' ikke er en vilkårlig destruktion, men en højt kalkuleret formgivningsvalg og filosofisk spørgsmål.

Nogle af de udstillede værker har ikke slettet den øverste del af avisen, det vil sige headerområdet, hvor titlen, datoen og udgave nummeret er angivet. Selvom de nederste artikler er grundigt skjult med sort blæk og grafit, forbliver datoen og titlen øverst klart synlige.  

Denne komposition forankrer værket i en konkret tid og rum.

• Specificitet: Hvis det helt slettede avispapir er en abstrakt 'materie', så bliver avisen med den efterladte dato et konkret bevis på '19xx år x måned x dag'.

• Genkaldelse af minder: Besøgende vil se den efterladte dato og mindes begivenhederne fra den dag eller deres personlige minder. Men indholdet af artiklen, der kunne bekræfte disse minder, er slettet. Spændingen mellem det, der huskes (resterne), og det, der glemmes (udslettelse), maksimerer dramaet i værket.

Dette er ikke nihilismen, der siger, "alt forsvinder", men snarere en eksistentiel bekræftelse af, "alligevel bliver tiden registreret".

Udstillingen præsenterer også værker, der efterlader former som cirkler. I den tætte handling med at tegne lige linjer åbner den bevidst tomme cirkel et åndehul i den sorte skærm.

• Formgivningsrytme: I den tvangsmæssige gentagelse af linjer, der krydser vertikalt og horisontalt, giver den organiske kurve, cirklen, visuel hvile.

• Symbolsk betydning: Cirklen kan minde om buddhismens 'Yuanxiang (一圓相)' og symbolisere månen eller universet. Det kan også tolkes som et vindue, der ser ind i en lukket verden (den sorte malede avis).

• Fraværs tilstedeværelse: Den tomme plads, der ikke er slettet, er en paradoxal enhed, der understreger handlingen af 'udslettelse'. Hvis den malede del er 'resultatet af handlingen', så afslører den efterladte del 'fraværet af handlingen' den oprindelige papirs materie.
  

Kunstneren har også arbejdet med at klippe sider fra berømte magasiner som The New York Times, TIME og LIFE. Her har han også valgt at efterlade ordene 'TIME' eller 'LIFE' uden at slette dem.

Dette er Choi Byung-sos unikke vid og indsigt, der omdanner de mediale klichéer til grundlæggende filosofiske spørgsmål om menneskelig eksistens. Ved at slette informationsfloden (indholdet af TIME/LIFE magasinerne) stiller han paradoxalt spørgsmål ved, hvad vi har mistet af den ægte betydning af 'tid' og 'liv'.

Det mest sjældne og chokerende værk i denne udstilling er det 'hvide værk' 〈Untitled 0241029〉(2024). Mens de tidligere værker fyldte skærmen med sort blæk og grafit, er dette værk lavet med en tom kuglepen (Empty Pen), der ikke længere kan afgive blæk.  

Kunstneren tog en kuglepen, der ikke kunne afgive blæk, og tegnede på avispapiret igen og igen. Selvom der er tusindvis af stræk, er farven (Color) som resultat ikke til stede. Det, der er tilbage på skærmen, er de trykte mærker (Trace), der er lavet af kuglepensspidsen, sår (Scar) på det revne og løse papir, og de fine ujævnheder.

Dette er en tilstand, hvor selv handlingen af 'sletning' er blevet slettet, eller hvor den minimale betingelse for maleri, 'pigment', er blevet kastreret. Kun den rene handling (Action) og de fysiske forandringer, der følger, forbliver i dette hvide værk, som kan betragtes som endestationen for Choi Byung-sos kunst. Ved at fjerne det visuelle element af farve kan beskueren fuldt ud fokusere på papirens tekstur og lysets refleksion. Dette er den visuelle manifestation af den 'intethed (無)', som han har stræbt efter hele sit liv.

Choi Byung-sos arbejdsverden er dybt forbundet med den fænomenologiske tænkning, som han var besat af, fra Maurice Merleau-Ponty. I 1998 lånte han titlen fra Pontys værk, 『Meningen og Meningsløsheden (Sens et Non-Sens)』 som titel på et af sine værker.  

Som Ponty kritiserede den fornuftsbaserede logik og understregede betydningen af kropslig perception, dekonstruerede Choi Byung-so den logiske verden af aviser, der styres af sprog (Logos), gennem en ikke-logisk handling (tegning med kuglepen). Hans objektarbejde, hvor han fortsatte med at skrabe kanterne af bogen 『Meningen og Meningsløsheden』, indtil den blev slidt, symboliserer denne filosofi. Ved fysisk at beskadige bogen, som er en kilde til viden, nedbryder han den tekstuelle betydning indeni til meningsløshed (stof), samtidig med at han gennem selve handlingen skaber ny kunstnerisk betydning i en dialektisk proces.  

I 2026 lever vi i en tid, hvor generativ AI uendeligt producerer tekst og billeder, og hvor falske nyheder og informationsoverskud er blevet en del af hverdagen. Al information bliver konverteret til digitale koder, der forbruges og forsvinder med lysets hastighed. På dette tidspunkt stiller de revnede og hullet avispapirer, som Choi Byung-so efterlod, os et tungt spørgsmål.

Hans værker, der hænger i udstillingslokalet i Perrotin Seoul, er paradoxalt de mest kraftfulde 'vidnesbyrd om materie'. I modsætning til de glatte overflader af digitale skærme er Choi Byung-sos skærm ru, såret og en håndgribelig realitet.

Choi Byung-so er væk, men de spor, han har tegnet og slettet, forbliver nu som en evig 'nutid'. Hans værks 'TIME' er stoppet, men spørgsmålet om 'LIFE', som han efterlod, er ikke afsluttet. Denne 《Untitled》 udstilling vil ikke være et punktum, der afslutter en kunstners liv, men en cirkel, der forbinder den universelle værdi af hans kunst til næste generation.

I udstillingslokalet, hvor duften af blæk er svag, hører vi endelig lyden af en verden uden støj. Det er den store stilhed, som kun kunsten kan give.