[Magazine Kave=redaktør Bak Suk-nam] Lørdag morgen den 28. februar 2026. I en lille by i det sydlige Iran, Minab (Minab), forberedte 7-årige piger sig til matematikundervisningen. Den helt almindelige formiddag kl. 10.45: De spidsede blyanter, lagde deres hæfter frem, udvekslede morgensalut med deres venner og lo lidt af det. Loftet i klassen på pigernes folkeskole Shajareh Tayyebeh kollapsede. Det var sandsynligvis et Tomahawk-krydsningsmissil affyret af den amerikanske flåde. 168 børn døde. 14 lærere blev begravet sammen med dem. De mindste og mest uskyldige væsener i verden—mellem 7 og 12 år—lukkede øjnene med aske i stedet for blyanter. Amnesty International analyserede, at angrebet var en «targeting failure baseret på forældede oplysninger», og forklarede, at de amerikanske væbnede styrker ramte en nærliggende flådebase til IRGC (Islamic Revolutionary Guard Corps), og stadig opfattede en skole, der var blevet adskilt fra basen for flere år siden, som en del af et militæranlæg. Våbenekspert og major i ARES (Arms Research Service) N.R. Jenzjen-Jones sagde til CNN: «Det er sandsynligvis en targeting failure—en fejl i måludvælgelsesprocessen. Der er et sted i informationscyklussen, hvor opdateringen ikke blev foretaget, eller hvor det forkerte mål blev valgt.»
Det er enkelt. Lad os opremse fakta.
Den 28. februar 2026 indledte USA og Israel under operationstitlen «Operation Epic Fury» et stort fælles luftangreb mod hele Iran. Irans øverste leder Ali Khamenei døde i angrebet, Natanz, landets atomkraftfacilitet, blev ødelagt, og Irans revolutionære gardes flådestyrker blev lagt i ruiner. De begrundelser, Trump-administrationen fremførte, var lige så varierede som et buffetbord. Fjernelsen af Irans «imminente trussel», stop for udviklingen af atomvåben, ødelæggelse af missilkapacitet, sikring af olieressourcer—og til sidst også regimeskifte. At der findes så mange begrundelser betyder—paradoksalt nok—at der ikke er én eneste sikker begrundelse. Før krigens start formidlede den iranske udenrigsminister, Badr Albusaydi, forbindelserne i de amerikansk-iranske atomforhandlinger. På selve angrebsdagen skrev han på X (det tidligere Twitter): «Jeg er skuffet. Aktiv og seriøs forhandling er endnu en gang blevet ødelagt. Jeg opfordrer USA til ikke at blive ved med at snuble ind i det her. Det her er ikke jeres krig.» Men hvad gjorde Trump? Han gav angrebsordren fra Air Force One på vej til Corpus Christi i Texas. Inde i flyet, mens man spiste snacks, skrev han under på ordren om, at 168 børn skulle dø. Og han erklærede flere gange «sejr». Han løj endda og sagde: «Det iranske militær er blevet ødelagt.»
Se på omfanget af skaderne. Pr. 7. april 2026 registrerede den iranske menneskerettighedsorganisation HRANA 3.636 dødsfald i Iran som følge af luftangreb, og heraf var 1.701 civile. Yderligere civile døde i Libanon (1.800), Irak (23) og UAE (11). UNICEF meddelte, at der allerede 10 dage efter krigens start var døde eller tilskadekomne mere end 1.100 børn i hele Mellemøsten. I Iran alene døde 200 børn; i Libanon 91; i Israel 4; og i Kuwait 1. UNICEF beskrev situationen som «katastrofal» for millioner af børn. Mindst 20 skoler og 10 hospitaler blev ødelagt i Iran.
Hvordan reagerede verden? Som om man hamrede søm i en kiste, sagde folkeretskyndige og verdensledere alle det samme.
Oona Hathaway, professor i jura på Yale, kaldte USA’s luftangreb mod Iran «åbenlyst ulovlige». Washington Post rapporterede, at hendes udtalelser «repræsenterer en stor del af den juridiske internationale fagverden». Eksperter fra FN’s Kontor for Menneskerettigheder (OHCHR) beskrev krigen som en «åbenlys overtrædelse af international ret og en handling af aggression» og advarede: «USA og Israel skal stoppe med at optrappe krigen og samtidig anse sig selv for at være hævet over international lovlighed.» FN’s generalsekretær, António Guterres, opfordrede til «øjeblikkelig ophør af fjendtlighederne og en nedtrapning af spændingerne». Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, advarede om, at denne krig åbnede «Pandoras æske, som får alvorlige følger». Statslederne fra Frankrig, Tyskland og Storbritannien opfordrede i en fælles erklæring til «vilje til regional stabilitet» og «genoptagelse af forhandlinger».
Ruslands udenrigsministerium beskrev angrebet som en «forudplanlagt og uprovokeret handling af væbnet aggression». Kinas Xinhua bragte sammen med en karikatur af Uncle Sam teksten «Hegemonisme er det eneste sprog, jeg kender». Jeffrey Sachs, professor i økonomi ved Columbia University, optrådte i Democracy Now! og kaldte krigen for «det mest åbne og frække angreb på FN-pagten og international lov siden 1945». Han fortsatte: «Dette er den mest åbne form for fascisme, vi har set siden den fascistiske periode under Anden Verdenskrig… To ondskabsfulde narcissister, Netanyahu og Trump, fører os mod en katastrofe.»
Den internationale militærdomstol i Nürnberg fastslog i 1946, at indledning af angrebskrig er den «højeste internationale forbrydelse». Det er fordi, den «indeholder al den samlede ondskab i sig selv». Krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden—alle disse afledte forbrydelser udspringer af denne grundforbrydelse: den ulovlige start af krigen. Trumps forsvarsminister, Pete Hegseth, erklærede, at der i denne krig «ikke findes noget som helst dumt regelsæt for engagement (rules of engagement)». Trump selv sagde også: «Den eneste grænse for min globale magt er min egen moral. Den, der bor i mit hoved… Jeg har ikke brug for international ret.»
Udtalelser lige så værdiløse som en appelsinskal. Men verden spørger ikke om hånden, der kastede appelsinskalden—kun om den tråd, der fik hånden til at bevæge sig.
Det interessante er, at selv amerikanske borgere ikke er enige i denne krig.
Ifølge en undersøgelse fra Pew Research Center den 25. marts 2026 sagde 61% af amerikanerne, at de ikke godkender Trumps håndtering af krigen mod Iran, og 59% svarede, at brugen af militærmagt var en «forkert beslutning». 40% af amerikanerne mente, at krigen «på lang sigt vil gøre USA mindre sikkert», mens andelen, der sagde, at den ville «gøre USA mere sikkert», kun var 22%.
I en meningsmåling fra Quinnipiac University var 54% af vælgerne imod krigen, og selv i Fox News’ egen undersøgelse sagde 58% af amerikanerne, at de var imod.
Men—her skinner ét tal iskoldt igennem.
75% af republikanerne støttede luftangrebet mod Iran. Og blandt dem støttede hele 90% af de selverklærede MAGA-tilhængere krigen. Støtten blandt ikke-MAGA-republikanere var 52%.
Læs det igen. 90% af MAGA-tilhængerne.
Det her er ikke et problem med en enkelt person, Trump. Det er et spørgsmål om ideologi. Ikke Trump, men den snor, der trækker ham, gør Trump mulig.
Nu må vi tage et skridt tilbage og stille det ubehageligt skarpe spørgsmål.
Hvor kom Trump fra?
Størstedelen af medierne kritiserer Trump. Sociale medier gør grin med ham, og politiske kommentatorer analyserer hans uvidenhed og narcissisme. Men ligesom et dyr, der løber på vejen i fare, rammer de analyser forbi kernen. Trump er ikke årsagen, men konsekvensen. Trump er ikke en pil—kun en lille sten, der er skudt af buen.
Navnet på buen er «America First».
Ifølge analysen fra Council on Foreign Relations (CFR) fremstår Trumps «America First»-udenrigspolitik overfladisk som en form for isolationisme (neo-isolationism), men i praksis er det et hegemoni-projekt forklædt som ny imperialisme (neo-imperialism). Trump har erklæret, at han vil annektere Canada, krævet at få ejerskab over Grønland og truet med at kontrollere Panamakanalen. Han har brugt militærmagt i Venezuela, Iran, Irak, Nigeria, Somalia, Syrien, Yemen og i Caribien.
Er det isolationisme? Selv hvis du spørger et børnehavebarn med et verdenskort foran, vil svaret være «nej».
Et akademisk papir fra E-International Relations, «America First, Humanity Second», analyserer fænomenet endnu mere skarpt. Papiret definerer Trumps America First som en direkte efterkommer af det 19. århundredes «Manifest Destiny»—den ekspansionsideologi, der mente, at USA var blevet tildelt en hellig mission til at dominere hele Nordamerikas kontinent. Forfatteren skriver: «Det er imperialisme, der er særegen for Trump og MAGA, og det er en forlængelse af den ekspansionistiske tradition, der går tilbage til ‘Manifest Destiny’-tiden.’» Hovedargumentet er dette: «Hvis Amerika altid bliver ‘first’, så bliver resten af menneskeheden automatisk ‘second’.» America First er ikke bare et politisk slogan. Det er en ontologisk proklamation, der degraderer 95,8% af verdens befolkning til «eksistens på andenpladsen».
Går man endnu dybere ind i rødderne til America First, rammer man et granitagtigt fundament: «American Exceptionalism»—amerikansk eneståendehed. James W. Ceasers papir fra 2012, «The Origins and Character of American Exceptionalism», analyserer, at ideen har eksisteret siden USA’s grundlæggelse i form af en «skæbnes mission», og at «når der har været en udnyttelig magt til rådighed, er denne mission ofte blevet udtrykt i imperialistiske eller ensidige former».
Nayak og Malones papir fra 2009, «American Orientalism and American Exceptionalism» (udgivet i International Studies Review), argumenterer for, at amerikansk eneståendehed ligger til grund for amerikansk identitet, udenrigspolitik og hegemoni, og under forudsætningen om, at almindelige mennesker i Mellemøsten ønsker det samme som amerikanerne, retfærdiggør de «knusning af fjenden og en offensiv militaristisk tilgang».
Noam Chomsky skar det ud i papiret: «Eneståendehed er et begreb, som alle stormagter har, og det er altid forkert.» Han pegede på, at USA’s indblanding i udlandet i virkeligheden «kun gavner de mægtigste amerikanere»—under den illusion, at det er altruistisk.
Jeffrey Sachs, professor i økonomi ved Columbia University, analyserede i sit værk «A New Foreign Policy: Beyond American Exceptionalism» (2018), systematisk hvordan amerikansk militarisme og eneståendehed har fordrejet politikken over for Mellemøsten, og registrerede et mønster, der har kostet «titusindvis af irakiske civile ofre, tusindvis af amerikanske ofre og trillioner af dollar i udgifter».
Hvis man opsummerer slægtshistorien bag amerikansk eneståendehed, ser den sådan ud:
Manifest Destiny (1840’erne) → genoplivning af Monroe-doktrinen (1823) → eneståendehedspræget udenrigspolitik → MAGA/america first → invasion af Iran (2026)
Det er ikke en enkelt persons galskab. Det er en ideologisk gæring, der har modnet over 200 år.
Her vil jeg komme med hovedpåstanden. Det er måske lidt akademisk, og det er beklageligt, men jeg pakker det ind i et sprog, så kloge læsere ikke føler sig stødt—og jeg stiller et spørgsmål.
Hvis Trump forsvinder, løses problemet?
Svaret er tragisk enkelt. Nej.
Som Fox News’ meningsmålinger viser, støtter 90% af MAGA-tilhængerne denne krig. 77% af republikanerne støtter militær aktion, og 79% mener, at krigen vil «gøre verden mere sikker».
Det disse tal betyder, er tydeligt. Trump har ikke skabt denne varme—han har sat sig på varmen. Det er ikke surfingpladen, der skaber bølgerne. Det er bølgerne, der løfter surfbrættet.
Analysen fra Institute for Foreign Policy of the United States (FPIF) rammer præcist det her: USA’s Kongres sikrede ikke de stemmer, der skulle til for at vedtage War Powers Resolution—selv før krigen overhovedet var blevet diskuteret med præsidenten—så de kunne forhindre, at krigen startede. Begge partier, en række forskellige præsidenter, har «tilladt at åbne og fortsætte med stor militær styrke uden engang at foregive at gøre krav på retten til at erklære krig.»
Det her er ikke kun et Trump-problem. Irak-invasionen i 2003 var ikke kun Bush’s. Irans kup i 1953 (afmonteringen af Mossadegh) var ikke et personligt problem hos Eisenhower. Vietnamkrigen var ikke kun et personligt problem hos Johnson eller Nixon.
FN’s menneskerettighedseksperter sagde det sådan her: «Årtiers kup, militære indgreb og indblanding via ensidige sanktioner fra USA over Iran og i hele Mellemøsten har skabt kaos i regionen, og det må stoppe.»
Årtier. Trumps embedsperiode er kun en lille del af de årtier.
Papiret «Whither the ‘City Upon a Hill’? Donald Trump, America First, and American Exceptionalism» i Texas National Security Review understreger, at for at forstå Trumps America First må man nødvendigvis analysere det overordnede narrativ, der ligger under—amerikansk eneståendehed. Trump er ikke en ny version af eneståendeheden; det er eneståendeheden, der endelig har vist sig i nøgen form.
Tilbage til Minab igen.
Den 3. marts 2026 samledes tusindvis af iranere på gaden for at begrave børnenes lig. Små kister pakket ind i hvide lagenesæ i en lang, uendelig række. I Tokyo blev den iranske gruppe «My Iran» blandt personer med iransk baggrund i Japan afholdt en «Mindeceremoni for de 168 børn, der blev ofre i eksplosionen af Minab-skolen for børn». Iranske og japanske borgere mødtes sammen, tændte lys og holdt vagt med tændte stearinlys. Amnesty International vurderede, at våbnet, der blev brugt i angrebet, med stor sandsynlighed var en amerikanskproduceret Tomahawk-missil. Skolen var blevet adskilt fysisk fra IRGC-basen for flere år siden og havde endda fået sin egen separate indgang. På satellitbilleder fra december 2025 var det endda fanget, at børnene legede og spillede bold på legepladsen. Alligevel opfattede det amerikanske militær skolen som en del af et militæranlæg og angreb den.
FN’s højkommissær for menneskerettigheder, Volker Türk, sagde, at angrebet gav «alvorlige bekymringer om, hvorvidt international humanitær ret blev overholdt». FN’s talskvinde Ravina Shamdasani sagde: «Dette angreb må ikke forsvinde i overskrifterne og blive endnu en forfærdelig hændelse, der mister prioritet. Der skal være ansvarlighed.»
Den amerikanske Quaker-organisation American Friends Service Committee (AFSC) beregnede krigens omkostninger sådan her: Omtrent 65 milliarder dollars i krigsomkostninger, 220 millioner dollars om dagen. Det beløb svarer til penge, der kunne have betalt et års løn til 3.300 lærere hver dag. De 168 børn i Minab kunne have fået en livslang uddannelse for en sum, der svarer til en brøkdel af det beløb, USA bruger på krigen på én enkelt dag.
Verdens medier og borgere kritiserer Trump. Selvfølgelig skal han kritiseres. Han er den øverste kommandør, der beordrede krigen, og han har et direkte ansvar for 168 børns død.
Men hvis vi kun placerer Trump helt på toppen af keglen, går vi glip af keglens bund—den enorme base, der bærer ham.
Jeffrey Sachs advarede: «Der er stadig en imperial mindset tilbage i USA, og den hindrer tilpasningen til den nye virkelighed.» Han analyserede, at krigen mod Iran har opløst USA’s alliancesystem, og understregede, at krigens rødder ikke ligger i et individ, men i strukturel imperialisme. Monthly Reviews analyse «The Trump Doctrine and the New MAGA Imperialism» er endnu mere direkte: «Trumps stats- og imperiumsstrategi passer fuldstændigt til de reaktionære synspunkter hos hans MAGA-tilhængere. De er ikke imod imperialisme og militarisme.»
Lad os tygge på den sætning. MAGA-tilhængere er ikke imod imperialisme. De ønsker imperialisme. De ønsker bare, at imperialismen skal være «for USA’s skyld». Det er identiteten bag America First. Demokratiseringen af imperialismen. En form for hegemoniideologi, der er blandt historiens mest snedige: hvor folket selv vifter med imperiets flag.
Så længe America First lever, kommer der en anden Trump—om Trump bliver rigsretssat, om han ender i fængsel, eller om han bliver smidt i historiens skraldespand. Der kommer en tredje Trump. Et marionetdukke med et andet navn, hængende på samme snor, dansende den samme dans.
Det var Bush, der invaderede Irak i 2003. Det var Trump, der invaderede Iran i 2026. Med en tidsforskel på 23 år gjorde en præsident med et andet navn det samme—under den samme ideologi. Begrundelserne er forskellige, men strukturen er den samme. Masseødelæggelsesvåben (WMD) er bare blevet skiftet ud med «imminente trusler», men manuskriptet er det samme.
E-International Relations’ papir sammenligner skæbnen for America First med USA’s forbudstid (Prohibition). Forbudstiden gav amerikansk samfunds en bestemt periode et enormt momentum, og styrtede til sidst ned på grund af sin egen indre modsigelse. Forfatteren skriver: «De, der bliver automatisk sat i ‘lavere prioritet’ af ‘resten af menneskeheden’, altså alle dem, som bliver andenprioriteret af ‘America First’, må vente, til Trump og trumpisme har opbrugt det forbudstids-momentum.»
Vente? Hvem genopliver Minab-børnene, mens man venter?
FPIF’s analyse konkluderer således: «Fraværet af vilje i Kongressen og i FN samt svækkelsen af gennemførelsesevnen forhindrede ikke USA og Israel i at indlede en ny ødelæggende krig. Deres manglende gennemførelsesevne betyder, at sociale bevægelser og civilsamfund—både i USA og over hele verden—må gå i aktion og kræve, at deres egne regeringer faktisk følger loven. Uden sådanne folkelige bevægelser er der ingen, der kan holde de stærke ansvarlige.»
Det verden bør rette opmærksomheden mod, er ikke Trumps Twitter-konto. Det verden bør rense ud, er ikke Trumps politiske liv.
America First er selve ideologien.
Det er ikke et spørgsmål om indenrigspolitik i ét land. I det øjeblik 168 børn døde, blev det et problem for hele menneskeheden. I det øjeblik FN-pagtens artikel 2, stk. 4, blev til skrifttype på papir, blev det et spørgsmål om international ordens overlevelse.
Det er let at kritisere Trump. At gøre grin med hans narcissisme, at gøre hans fejl til memes, og at vente på hans tilbagetrækning—det er den mest bekvemme kritik i verden.
Men det er som at slå en marionetdukke’s næse på teaterscenen. Publikum vil grine, men i det næste stykke vil den samme dukke—eller en dukke med et andet navn—komme igen og levere de samme replikker. Så længe den hånd, der holder snoren, ikke skifter.
Amerikansk eneståendehed er en 200 år gammel virus, og America First er 2020’ernes mutationsvariant af den virus. Den mutation dræbte Minab-børnene, brændte Hormuz-strædet af og gjorde international ret til køkkenaffald.
Lad mig låne ordene fra Noam Chomsky: «Eneståendehed er et begreb, som alle stormagter har—og det er altid forkert.» USA er heller ikke en undtagelse. Der findes ingen undtagelse fra «eneståendehed».
Lad mig låne ordene fra Jeffrey Sachs: «Det er den mest åbne fascisme siden 1945.»
Og brændstoffet til denne fascisme er ikke Trumps hjerne. Det er den oprindelige sikkerhed «vi er bedst», som hentes frivilligt af titusindvis af borgere, der råber «USA! USA!» med MAGA-hatte på—det er brændstoffet.
Minab-børnene holdt på blyanterne. USA affyrede Tomahawks.
Så længe vi kun ser på den hånd, der kastede den Tomahawk, vil den samme hånd—under et andet navn—kaste en Tomahawk igen, til andre børn.
Man skal knække snoren. Ikke dukken—snoren.
America First er snoren.
Referencer
Pew Research Center, «Americans Broadly Disapprove of U.S. Military Action in Iran» (2026.3.25)
UNICEF, «Child casualties rise amidst deepening Middle East conflict» (2026.3.11)
Amnesty International via ReliefWeb, «Those Responsible for Deadly and Unlawful US Strike on School» (2026.3.16)
OHCHR, «UN experts denounce aggression on Iran and Lebanon» (2026.3)
CNN, «Iran school strike: Analysis suggests US was responsible» (2026.3.6)
Jeffrey Sachs, Democracy Now! interview (2026.3.13)
FPIF, «The U.S.-Israeli War on Iran Is Illegal» (2026)
E-International Relations, «America First, Humanity Second» (2025.11)
CFR, «Trump’s ‘America First’ Rhetoric Masks a Neo-Imperialist Streak» (2026)
Restad, H.E., «Whither the ‘City Upon a Hill’?» Texas National Security Review (2019)
Nayak & Malone, «American Orientalism and American Exceptionalism» International Studies Review (2009)
Ceaser, J.W., «The Origins and Character of American Exceptionalism» American Political Thought (2012)
Noam Chomsky, via Truthdig, «Exceptionalism Is Always Wrong»
Washington Post, «After Iran, international law no longer fits reality» (2026.3.5)
