I december 2025 blev Yeouido og Geoje dækket af en kulde, der var mere bidende end vintervinden i Seoul. Den enorme regning, der kom flyvende fra Washington D.C. over Stillehavet, udsendte en kulde. Den regning, som USA, der har været en beskyttelse for Sydkoreas sikkerhed og økonomi i de sidste 70 år, præsenterede i begyndelsen af Trumps 2.0 æra, er kvalitativt anderledes end tidligere.
Dette går ud over blot en anmodning om en stigning i forsvarsudgifterne. Mens tidligere forhandlinger krævede kontanter under påskud af 'beskyttelsesbetaling', er det nu tættere på en anmodning om 'tribut af kapital og talenter', der kræver, at de tre centrale nervebaner for nationens overlevelse - industri (Industry), finans (Finance) og energi (Energy) - skal transplanteres til det amerikanske fastland. Det astronomiske beløb på 3,500 milliarder dollars (ca. 500 billioner won) er overfladisk pakket ind som 'investering'.
Men når man ser nærmere på det, er virkeligheden grusom. Skibsingeniører bliver skubbet ud i ødemarken, den nationale pensionsfond (NPS) bliver mobiliseret til at købe amerikanske statsobligationer, og selv datacentre skal krydse Stillehavet i en 'tvangsudvandring (Exodus)' der er i gang.
Industriens udvandring... Tomme dokker og gidsler i form af ingeniører
I juni 2024 så overtagelsen af det amerikanske Philly Skibsværft af Hanwha Group ud til at være en stor bedrift for den koreanske skibsindustri. Det var en bro til at gribe den 'hellige gral' af det amerikanske marine (US Navy) marked, og det blev præsenteret som et svar på Trumps slogan om 'genopbygning af den amerikanske skibsindustri (MASGA)'. Men bag denne aftale ligger der en desperat og kold beregning fra USA.
Den amerikanske skibsindustri er i realiteten i en tilstand af hjernedød. USA har mistet sin konkurrenceevne i det beskyttede miljø af Jones-loven (Jones Act) og har ikke engang evnen til at reagere på Kinas flådevækst, for ikke at tale om vedligeholdelse af eksisterende skibe (MRO). I en situation, hvor 40% af den amerikanske flådes ubåde venter på reparation, er overtagelsen af Philly Skibsværftet af Hanwha Ocean ikke blot en investering. Det er tættere på en 'national mobilisering' for at fylde det sikkerhedsmæssige tomrum i USA med koreansk kapital og teknologi.
Problemet er 'mennesker'. Selvom skibsværftet som hardware kan købes for penge, er de svejsere, rørarbejdere og designingeniører, der skal fylde det, blevet udryddet på amerikansk jord. For at kunne operere Philly Skibsværftet skal erfarne ingeniører fra Geoje og Ulsan derfor rekrutteres i stor stil. I en situation, hvor de indenlandske skibsværfter også lider under mangel på arbejdskraft, vil udstrømningen af nøglepersonale kun være en 'selvskadende' transplantationsoperation, der ryster grundlaget for den koreanske skibsindustris konkurrenceevne.
Endnu mere alvorligt er USA's dobbeltmoralske holdning. USA ønsker koreansk kapital og teknologi, men låser faktisk døren for bevægelse af arbejdskraft. I september 2025 var der en storstilet razzia fra ICE (Immigration and Customs Enforcement) på byggepladsen for Hyundai-LG Energy Solutions joint venture i Georgia, som var et klart eksempel på denne modstrid.
Dengang tilbageholdt ICE 317 koreanske teknikere. Selvom der ikke er nogen teknikere i USA, der kan håndtere det avancerede udstyr, blev de koreanske ingeniører i realiteten taget som 'gidsler' under påskud af visumproblemer. USA tvinger en astronomisk investering for at få bygget fabrikken, men blokerer indrejse for de personer, der skal drive fabrikken, og bruger dette som en løftestang til at presse for flere indrømmelser.
Det, der blev præsenteret som en løsning på denne modstrid, er 'Partner with Korea Act (H.R. 4687)'. Denne lov, der tildeler 15.000 eksklusive visa årligt til koreanske fagfolk, ser umiddelbart ud som en løsning. Men det udgør en stor risiko for at accelerere 'hjernestrømmen (Brain Drain)' fra den koreanske industri. Når høje lønninger i USA kombineres med lettelse af visumbarrierer, vil der ikke være nogen grund for dygtige unge ingeniører fra Korea til at blive i landet.
USA mobiliserer ikke kun koreansk kapital, men også 'mennesker' for at genoprette det kollapsede fremstillingsøkosystem. Mens den koreanske industri lider under mangel på arbejdskraft, er der en risiko for, at de dygtigste vil blive tvunget til at forlade landet i en 'tvangsudvandring', der bliver fastlåst gennem lovgivningen. Dette er den virkelige regning fra blodalliancen.
